Hackere udnytter dugfriskt sikkerhedshul i Adobe Reader på patch-dag

Netop som Adobe har udsendt kritiske opdateringer, må selskabet nu advare om et nyt kritisk sikkerhedshul, som bliver udnyttet til at sprede malware.

Adobe havde netop udsendt friske opdateringer til blandt andet Adobe Flash Player, da selskabet få timer senere måtte udsende en advarsel om, at et helt nyt sikkerhedshul i Adobe Reader bliver udnyttet til at sprede malware.

Det oplyser Adobe i et kortfattet blogindlæg på selskabets sikkerhedsblog.

Sikkerhedshullet findes i både Adobe Reader og Adobe Acrobat fra version 11.0.1 og tidligere, og ifølge Adobe bliver det brugt aktivt af kriminelle.

Sikkerhedsadvarslen kommer som nævnt samtidig med, at Adobe har udsendt kritiske opdateringer til Adobe Flash Player og Adobe Shockwave Player til alle platforme fra Windows over Mac til Android.

Adobe har dog ikke rapporteret om, at de to netop lukkede sikkerhedshuller, bliver udnyttet til angreb.

Adobes software har de senere år været et yndet mål for hackere, fordi det indeholder plugins til de fleste browsere på flere styresystemer. Derfor har sikkerhedseksperter tidligere anbefalet, at man eksempelvis benytter en anden PDF-læser end Adobe Reader. Man skal dog være opmærksom på, at andre PDF-læsere også rammes af sikkerhedshuller.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere