Hackere stjal virtuel valuta for 1,5 millioner kroner
Bitfloor, en børs for den omdiskuterede virtuelle valuta Bitcoins, har mistet hele sit lager af Bitcoins til en værdi af cirka 1,5 millioner kroner, efter et hackerangreb. Det skriver IT World.
Stifteren af Bitfloor, Roman Shtylman, havde i forbindelse med en opgradering lavet en backup af de private krypteringsnøgler, som skal bruges for at låse op for en Bitcoin. Backuppen var imidlertid lagt på en ukrypteret del af harddisken, og det var herfra, at hackerne kunne få fat i nøglerne.
En Bitcoin er en virtuel valuta, som kan handles for konventionelle valutaer, og selve en Bitcoin består reelt af en krypteret talværdi, som er fundet ved at have ladet en computer udføre en større regneopgave.
Bitcoins er blevet udsat for kritik for blandt andet at gøre det muligt for it-kriminelle at bruge valutaen til hvidvask af penge, fordi der er relativt lidt kontrol med Bitcoins. Samtidig er valutaen baseret på regnekraft, hvilket har gjort det vanskeligt for den at vinde anerkendelse uden for helt særlige dele af internettet.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.