Hackere reorganiserer Ethereum-blockchain og 'genbruger' mønter til værdi af over 6 mio. kr.
219.500, så mange Ethereum Classic (ETC) mønter kunne hackere bruge endnu en gang. Det svarer til omkring 6,3 mio. kroner.
Ifølge Coinbase er der tale om et såkaldt rollback-angreb, også kendt som et 51-procents-angreb. Det virker ved, at en angriber med større regnekraft end den resterende kæde overhaler den og gennemfører en forgrening, en såkaldt hardfork. Dermed er de blevet i stand til at bruge 219.500 ETC-mønter, som allerede var brugt.
Det skriver Ars Technica på baggrund af informationer fra Coinbase, en af internettes største børser for kryptovaluta.
Når et rollback er blevet gennemført, får det andre noder i kæden til at benytte den nye forgrening. Derved bliver det muligt at bruge en allerede genereret mønt igen. Da angrebet blev opdaget, valgte Coinbase omgående at bremse al handel med Etereum Classic.
»Vi observerede gentagne dybe re-organisationer af Ethereum Classic kæden, hvoraf de fleste indeholdt dobbelt brug af mønter,« skrev Mark Nesbitt, som varetager sikkerhed for Coinbase.
»Vi har indtil nu identificeret 15 re-organisationer, hvoraf 12 indeholdt dobbelt brug af mønter til en samlet sum af 219.500 ETC. Ingen Coinbase-konti er blevet påvirket af angrebet,« skriver han i den seneste opdatering.
Kendt risiko, nu demonstreret
Muligheden for at reorganisere en blockchain har altid eksisteret og været en kendt risiko. Faktisk er det en essentiel del af en blockchain-teknologien, at de 'redelige' nodes vil vokse hurtigst og være foran en potentiel angriber, når kæden genereres.
I det oprindelige whitepaper, som blockchains og kryptovalutaer er baseret på, beskrives blockchains som en:
»offentlig historik over transaktioner som hurtigt bliver beregningsmæssigt upraktisk for en angriber at ændre, hvis redelige noder kontrollerer størstedelen af regnekraften«
Muligheden for en reorganisation er tidligere, både for Bitcoin og Ethereum blevet diskuteret i forbindelse med tyveri af kryptovaluta. Desuden er planlagte hardforks meget almindelige i forbindelse med al reorganisation af en blockchain.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.