Hackerangrebet mod Hydro koster selskabet næsten en halv milliard

Produktionen hos den store norske aluminiumsproducent blev stærkt påvirket af hackerangrebet i marts.

Hackerangrebet mod Hydro i marts formodes at koste selskabet mellem 400 og 450 millioner kroner i første kvartal. Under angrebet blev produktionsanlæg i den store norske aluminiumsproducent lukket ned - mens andre anlæg overgik fra digital drift til manuel drift.

Det skriver digi.no på baggrund af NTB.

Angrebet har ikke så overraskende ført til et fald i produktionen, men også til, at regnskabsresultaterne for første kvartal er blevet forsinkede. Tallene skulle efter planen fremlægges i dag, tirsdag, men er udsat til juni.

I stedet har Hydro netop fremlagt en drifts- og markedsopdatering.

Påvirkede hele organisationen

»Cyberangrebet, som ramte os den 19. marts, har påvirket hele den globale organisation, og det er Extruded Solutions, som har været hårdest ramt både med henblik på driftsproblemer og økonomiske tab,« siger koncernchef Svein Richard Brandtzæg til NTB.

Han tilføjer, at den samlede økonomiske effekt af cyberangrebet er beregnet til 400-450 millioner NOK i første kvartal.

Hydros samlede produktionsvolumen gik ned i første kvartal sammenlignet med samme kvartal sidste år. Ud over hackerangrebet skyldes det også fortsatte produktionsbegrænsninger ved Alunorte-anlægget i Brasilien.

Hydro oplyser, at de nærmer sig en løsning på dette og har indsendt en begæring om at ophæve disse produktionsbegrænsninger. Sagen skal behandles i retten i Brasilien.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere