Hacker-angreb forårsagede omfattende strømafbrydelse i Ukraine

Det vestlige Ukraine var henover julen formentlig offer for det første eksempel på en større strømafbrydelse som en direkte konsekvens af hacking. Ukrainsk efterretningstjeneste skyder skylden på russiske statsstøttede hackere.

Store dele af Vestukraine led henover julen af et udfald i forsyningen af elektricitet. Årsagen var - formentlig for første gang i historien - et hacker-angreb, som menes at stamme fra en russisk gruppering kaldet Sandworm.

Det skriver The Guardian.

Det er uklart, hvor længe strømafbrydelsen har været, og om der reelt har været tale om én eller flere, men faktum er, at det ukrainske elselskab Prykarpattyaoblenergo blev infiltreret af et stykke malware, som har klare forbindelser til et tidligere angreb mod en ukrainsk medievirksomhed, og som den ukrainske efterretningstjeneste SBU forbinder med en statstøttet russisk hacker-gruppe.

Angiveligt skal malwaren kaldet ‘Disakil’ være nået ind i elselskabets kontrolcenter via et kompromitteret Excel-ark. Herfra gik malwaren sin bersærkergang, hvor virusset ifølge sikkerhedsfirmaet Symantec er designet til at overskrive inficerede computeres såkaldte ‘master boot record’ samt specifikke filtyper med junk-data, før malwaren tvang computeren til genstart.

Sådan et indgreb har formentlig ødelagt maskinerne i kontrolcenteret, men det er uklart, om det ville have været nok til at skabe den strømafbrydelse, der angiveligt bredte sig over store dele af det vestlige Ukraine.

Kommentarer (8)

Anne-Marie Krogsbøll

Læste vi ikke netop i trusselvurderingen herhjemme fra i går, at risikoen for cyberterror var lav, da man vurderede, at diverse terrorrister ikke på nuværende tidspunkt har hjerne/viden/ressourcer til at udføre den slags?

Bliver det nu revurderet?

Claus Juul

Sandworm, som jeg har forstået det, er ikke en terror gruppe, men en statssponsoreret hacker gruppe, hvilket teknisk set gør det til cyber-warfare

Brian Hansen

Der er vel en idiot der står til fyring så.
Kan ikke tro det er tilladt at bringe indhold fra andre maskiner over på så vital infrastruktur.
Medmindre de er helt bløde i hovedet og udstyret der kører elnettet er direkte på nettet suk

Edward Hansen

>den ukrainske efterretningstjeneste SBU forbinder med en statstøttet russisk hacker-gruppe

Her burde vi lige tage den med et gran salt. SBU beskylder rusland for alt lige fra dårligt vejr til fugleklatter på ukrainske biler.

>Sådan et indgreb har formentlig ødelagt maskinerne i kontrolcenteret, men det er uklart, om det ville have været nok til at skabe den strømafbrydelse

Det er en mere interessant pointe. Muligvis er det bare opspind for at dække over deres incompetence.

Kjeld Flarup Christensen

Lidt apropos så var Krim uden strøm Nytårsaften, den største russiske højtid.
Kan læse at hackerangrebet gik ud over det vestlige Ukraine, men da Krim forsat er afhængig af strøm fra Ukraine, kan man let forestille sig at der var tale om et modsvar.

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

JobfinderJob i it-branchen