Håndholdte rejsekortlæsere skal udskiftes med Android-løsning

28. april 2017 kl. 05:1115
Håndholdte rejsekortlæsere skal udskiftes med Android-løsning
Illustration: ukendt.
Rejsekort er på udkig efter en leverandør til en Android-baseret kortlæser-løsning.
Artiklen er ældre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

De håndholdte kortlæserne, som ansatte i trafikselskaberne bruger til at kontrollere validiteten af rejsekort med, fungerer ikke med en ny chip-teknologi, der efter planen gradvist begynder at blive rullet ud i 2018 efterhånden som der bliver udstedt nye kort.

Derfor er Rejsekort A/S ved at finde en leverandør til en løsning, der kan tage over for de nuværende kortlæsere.

»Det er en ren softwareløsning, vi skal have, så den kan puttes ned på en Android-enhed,« forklarer administrerende direktør i Rejsekort A/S, Bjørn Wahlsten.

Han forventer at den nye løsning er på plads »tidligt næste år.«

Artiklen fortsætter efter annoncen

Udbuddet involverer udelukkende software, og altså ikke hardware i form af en telefon. Den slags udstyr skal de enkelte trafikselskaber selv anskaffe.

Ifølge Bjørn Wahlsten er det billigere at investere i en ny softwarebaseret løsning, som i princippet kan køre på almindelige telefoner, fremfor at omstille det nuværende aflæsningsudstyr til at være kompatibelt med de kommende Rejsekort-chip.

De bliver af typen MiFare DesFire.

Bjørn Wahlsten oplyser endvidere, at disse chip har et højere niveau af sikkerhed end de nuværende, ligesom de skulle have højere grad af kompatibilitet med de NFC-chip, der sidder i mobiltelefoner.

»Ved at satse på nogle almindelige telefoner, så får vi nogle meget billigere enheder, og har lettere ved at adskille det fysiske og opdateringen af dem, og så det, vi får her,« siger Wahlsten med henvisning til den planlagte softwareløsning.

Et rundt tal

I udbudsmaterialet er der sat et estimat for projektet, som Bjørn Wahlsten kalder et rundt tal, på 10 millioner kroner. Det er inklusiv en vedligeholdelsesperiode. Den samlede kontrakt er sat til at løbe 69 måneder.

»Jeg forventer da klart, at vi får nogle tilbud, der er væsentligt lavere end det.«

Bjørn Wahlsten fortæller, at mens de nuværende håndholdte kortlæsere skriver til kortet, så vil den fremtidige Android-løsning kun læse fra kortene og så kommunikere med backend-systemet hos Rejsekort - blandt andet i forhold til, hvor kortet er kontrolleret, og om kortet er blacklistet.

De nuværende standere på stationer og i busser skal ikke udskiftes, da de er kompatible med MiFare DesFire-teknologien, oplyser Wahlsten.

Hvis du tænker, at udbuddet kunne være noget for dig eller din virksomhed, så kan du læse nærmere om betingelserne her

15 kommentarer.  Hop til debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
15
26. juni 2017 kl. 12:44

Det er jo ikke standerne som skiftes - de reagerer allerede på 0,5 - 1 sekund. Jeg kan holde kortet frem i strakt arm og fortsætte min gang forbi standeren, som når at læse mit kort inden jeg ikke længere kan nå, medmindre jeg småløber.

Derimod er der tale om at den læser, som kontrollanter har med, skal baseres på Android. Og der vil rigtigt være tale om at man kan spare 100 sekunder på 20 passagerer.

I et tog bestående af 2 x IC3 og 2 x IR4, hvor alle sæder er taget i brug men ingen står op, kan der spares en time ved 5 sekunder pr. passager.

14
22. juni 2017 kl. 13:27

Det er korrekt for den første der checker ud, men dernæst eskalere det. Hvis et tog tømmes med bare 20 rejsende pr stander, så er det 100 sekunder mere for den sidste i rækken.

Og vi danskere kan godt li' at stå i kø.. og holder i langt de fleste tilfælde også køen. Men man skal så lige huske på 'worst case', som involverer en kø bestående af: Ældre Dame X, der ikke kan finde ud af at bruge kortet, Gruppe af Teenagere [A..K] der skal sige Øjjjj og helst vil stå og sludre og spærre for alle andre, SingleMom Y der spærer med barnevognen mens hun ikke kan finde sit kort og Pedant Kontormanden V, som først begynder at tage kortet frem mens han står foran standeren og lige skal checke ud og ind 2-3 gange for at være sikker.

// Jesper

13
22. juni 2017 kl. 12:51

5 sekunder ekstra gange mange passagerer

Det er korrekt for den første der checker ud, men dernæst eskalere det. Hvis et tog tømmes med bare 20 rejsende pr stander, så er det 100 sekunder mere for den sidste i rækken.

Vi der bruger pap-kort eller Dot-mobil, har ikke det problem.

12
1. maj 2017 kl. 20:56

Hvis det skal afvikles fra en mobiltelefon skal de gøre sig nogle tanker om batterilevetiden. Ikke mange mobiler har screen-on tid nok til en hel arbejdsdag.

11
28. april 2017 kl. 20:39

Er det ikke nærmest den app Casper Bang allerede har udviklet?

10
28. april 2017 kl. 16:52

Det tror jeg ikke du skal regne med. Muligheden for svindel er for stor, og der er for mange der 'vil have en bid af kagen'.

9
28. april 2017 kl. 16:46

Der er nok en god grund til at de vælger Mifare Desfire, de 'Blå punkter'. Som jeg har forstået det kan disse ikke opdateres til noget der er nyere. At skulle til at skifte alle standere ud er en bekostelig affære. Derfor vælger man denne løsning. Virkeligheden er at man er nødt til at se på omkostningerne. Hvis det er billigere at håndtere en vis mængde snyd end det er at lave systemerne om, så accepterer man ofte snyd. Husk i sidste ende er det os der skal betale regningen.

8
28. april 2017 kl. 15:58

5 sekunder ekstra gange mange passagerer = mange ekstra arbejdstimer eller færre checkede passagerer.

Set fra passagerens synspunkt er der måske ikke den store besparelse, men det virker unaturligt længe sammenlignet med andre steder, hvor man skanner kort, fx kontaktløst betalingskort. Man når lige at tænke “gad vide, om der er noget galt”, inden den bipper. Så med passagerøjne er det ikke det store problem, men omvendt ville det føles mere lækkert, hvis det gik hurtigere.

Samme problem i øvrigt med dørene i metroen, der først åbner et par sekunder efter, at toget holder stille. Her når man lige at tænke “bum bum, nu må de gerne åbne dørene”.

Men ja, jeg er lidt utålmodig :-)

6
28. april 2017 kl. 13:21

5 sekunder ekstra gange mange passagerer = mange ekstra arbejdstimer eller færre checkede passagerer.

5
28. april 2017 kl. 13:02

Hvorfor er det et problem om det tager 2 eller 7 sekunder?

4
28. april 2017 kl. 13:00

Forhåbentlig er de nye skannere hurtigere end de nuværende, som er flere sekunder om at tjekke, om man har gyldig billet. Det samme gælder terminalernes indbyggede QR-læser, som kan aflæse print-selv-billetter.

1
28. april 2017 kl. 10:03

Kommer der så også en rejsekortapp til Android?