Flere gymnasieledere vurderer nu, at it-overvågning har haft en præventiv effekt i forhold til snyd ved årets eksaminer.
Det skriver Danmarks Radio.
Gymnasieelever har siden 2010 haft adgang til internettet under skriftlige eksaminer i blandt andet samfundsfag, matematik og dansk, og siden er det kommet frem, at elever flittigt bruger blandt andet Facebook til at snyde.
Derfor har flere gymnasier i år taget et system i brug, der overvåger elevernes gøren og laden på netværket og opdager, hvis de gør brug af forbudte websteder. Eleverne må gerne tilgå visse digitale ordbøger og lærebøger, men søgemaskiner som Google er eksempelvis ikke tilladt.
Bruger eleverne alligevel de forbudte hjælpemidler, kan det ses i systemets log.
Og ifølge rektor ved Haderslev Katedralskole Lars Kofoed-Jensen, har det virket præventivt.
»Vi har i år ikke haft mistanke om snyd overhovedet. Og det kan jeg kun tilskrive, at eleverne har vidst, at de risikerede deres eksamen, hvis de gik i en overvågningsfælde,« siger han.
Lektor og pædagogisk leder ved Aabenraa Statsskole Anne-Mette Krejberg bekræfter systemets effekt, og hun fortæller at eleverne decideret har frygtet at komme til at snyde ved et uheld.
»Vi oplevede faktisk, at flere elever fik eksamensvagter ned og bad om hjælp, inden de gik ind og søgte, for netop at sikre sig mod snyd.«