Gymnasier føler sig taget som gidsler i kamp mellem it-leverandør og styrelse

Gymnasiets it-system mangler en obligatorisk godkendelse på grund af kamp mellem leverandøren og Styrelsen for It og Læring. Gymnasierne står tilbage med usikkerhed og bekymringer over udgifter ved at skifte system.

Flere danske gymnasier føler sig taget som gidsler i en kamp mellem softwarefirmaet MaCom, der er deres leverandør af et studieadministrativt it-system, Lectio, og Styrelsen for It og Læring (STIL).

Problemet er, at Lectio i dag er ulovligt, fordi Macom ikke har indsendt en obligatorisk systemrevision, men gymnasierne har ikke mulighed for bare at skifte til et andet system.

»Vi er som lusen mellem to negle: Lectio og STIL. Der bliver vi klemt voldsomt fra begge sider af, men kan ingenting gøre i det spil,« siger Niels Yde, som er direktør i uddannelsesinstitutionen Learnmark, der huser både HTX- og HHX-uddannelser, der benytter Lectio.

It-systemet ved navn Lectio administrerer daglig drift og sørger for at indberette blandt andet antallet af elever til ministeriet, så gymnasierne kan få deres taxameterpenge. I dag bruger 90 pct af almene gymnasier samt omtrent halvdelen af erhvervsgymnasierne Lectio - og de er nu i alvorlig knibe.

MaCom: STIL er inhabil

Lectio mangler som sagt, at en revisor tjekker, om systemet lever op til gældende krav - blandt andet om det overholder persondataloven og beregner taxameterpenge korrekt.

Det blev et krav til alle studiesystemer at få et sådant tjek - også kaldet systemrevision - da STIL udsendte en ny bekendtgørelse i september 2015.

Version2 spurgte MaCom, hvorfor Lectio ikke har en systemrevision.

»Når strukturen er gal, bliver resten også gal,« forklarer Martin Holbøll, der er administrerende direktør og medstifter af MaCom.

Den gale struktur skyldes ifølge MaCom, at STIL ejer det konkurrerende administrative it-system Easy, som dog nu er under afvikling.

Derfor vil MaCom ikke spille på den bane, som STIL har kridtet op med bekendtgørelsen, da STIL både ejer et studiesystem og bestemmer, hvilke krav studiesystemer skal leve op til.

»De bestemmer reglerne, er dommer og har ti hundred gange så mange penge at købe spillere for,« uddyber Martin Holbøll og tilføjer, at han ikke ved, hvad der skal ske, men håber, systemet ændres.

Gymnasier på dybt vand

Det efterlader gymnasierne på bar bund:

»Jeg har spurgt dem [MaCom, red.], efter at den nye bekendtgørelse kom, om systemet er godkendt, og hvornår vi kan regne med, at det sker. Jeg har spurgt via mail, deres direktør og deres bestyrelsesformand, men de snakker udenom,« siger Niels Yde og konkluderer:

»Jeg tror ikke på, at de har til hensigt at få en revisorgodkendelse.«

Hammeren falder til juli

STIL har givet gymnasierne frem til 1. juli til at have en aftale med en godkendt leverandør og frem til 1. november til at bruge et lovligt system. Men gymnasierne har ikke en plan for, hvad der skal ske.

»Strategien er, at en mand, der aldrig har set et hav før, bliver smidt ud på 10 meter dybt vand, og så lærer han at svømme,« siger Peter Amstrub, formand for Danske Erhvervsskoler - Lederne, om gymnasiernes situation.

Der er kun ét godkendt system at skifte over til: Ludus, som leverandøren CSC har sørget for at få godkendt.

»Butikken er tom – der er ikke andet end Ludus, og ligegyldigt hvor godt Ludus er, har jeg svært ved at se det passe til samtlige ungdomsuddannelser i Danmark,« forklarer Peter Amstrub.

Derudover koster det mange mandetimer og besvær at lave et skift, ´det er ikke for sjov’, man skifter, understreger han.

»Lectio skubber os ud«

Der er ikke et ønske om at skifte fra Lectio, lyder det enstemmigt fra ham og formanden for Danske Gymnasier, Anne Birgitte Rasmussen.

»Vi er glade brugere af Lectio - det fungerer for os. Det er ikke os, der ønsker at gå fra dem, men Lectio ønsker at skubbe os ud af deres system,« siger direktør i Learnmark Niels Yde og fortsætter:

»Rationelt er det ikke til at forstå den måde, de reagerer på, men for dem handler det meget om nogle principper.«

Macom afviser dog, at det er en principsag – det er en ’konkurrencesag’, forklarer Martin Holbøll, som også tilføjer, at de i høj grad ønsker at blive godkendt, og at han regner med, at systemet lever op til alle krav.

Gymnasier har måske fundet vej ud af gidseldrama

Tre rektorer søger nu en alternativ vej ud af suppedasen. Rektor på Frederiksborg Gymnasium Peter Kuhlman, rektor på Kolding Gymnasium Momme Mailund og rektor på Nørre Gymnasium Jens Boe Nielsen sendte onsdag en opfordring til de almene gymnasier og HF om sammen at sætte en systemrevision i værk.

»Vi er kede af at skulle af med produktet, og derfor undersøger vi nu, om det her kan lade sig gøre,« siger Jens Boe Nielsen til Version2 og tilføjer:

»Der er ingen tvivl om, at det nemmeste ville være, hvis MaCom selv havde gjort det, så vi andre havde sluppet for arbejdet. Men de har øjensynligt deres begrundelse for ikke at ville gøre det.«

Årsagen til, at han og hans kollegaer netop nu vil tage affære, er STIL’s ny-annoncerede frist på at få et godkendt system, samt at ’dialogen mellem MaCom, Danske Gymnasier og STIL er gået i stå’ ifølge Jens Boe Nielsen.

Jens Boe Nielsen ved ikke, om revisionen kan nå at komme i hus, og hvad den vil koste.

Ifølge Peter Amstrub fra erhvervsgymnasierne koster en revision i omegnen af en halv million. Et beløb, han blev bekendt med, da erhvervsgymnasierne tilbød MaCom at betale for en revision. Det afviste MaCom, der understreger, at det ikke et spørgsmål om penge.

Tidspres

Består Lectio ikke revisorens test, skal gymnasier ’lære at svømme’ på rekordtid.

»Jeg havde bestemt ønsket mig længere tid end frem til 1. juli – så kort tidsfrist er svær at manøvrere i. Og vi bliver i den grad presset af fristen den første november,« siger rektor på Learnmark Niels Yde og tilføjer, at han desuden er ’voldsomt bekymret’ for, hvor meget et systemskift vil koste.

Hos Danske Gymnasier har man fået oplyst, at det vil tage CSC et år, hvis alle de almene gymnasier skal over på deres system – der er det eneste godkendte.
Samtidig fortæller Peter Amstrub nogle nye leverandører ’rører på sig’, men han tror ikke, at de kommer på markedet før næste år.

I den tids- og udgiftsklemme er det ikke mærkeligt, at Jens Boe Nielsen og hans kollegaer kun har fået positive tilbagemeldinger på deres forslag.

»Vi får rigtig, rigtig mange mails fra de mange, der er med. Jeg kan ikke forestille mig noget gymnasium, der har Lectio, ikke vil være med til at betale for en systemrevision,« siger Jens Boe Nielsen

Han og kollegaerne venter nu på at få et møde i stand med PwC for at høre mere om mulighederne. Når de kender dem, sender de også deres invitation ud til erhvervsgymnasierne.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk

Følg forløbet

Kommentarer (12)

Kommentarer (12)
Martin Nielsen

Har arbejdet som admin på en handelsskole - Lectio er slet ikke til at tale med og vi likke spille med på reglerne, de vil ikke engang udvikle dres produkter således at man ikke skal vedligeholde 2 x administrative systemer, ud med dem og lad noget seriøst komme på banen

Mogens Nørgaard

Er det virkelig outsourcing at købe et system udviklet af en privat virksomhed? Eller misforstår jeg det du skriver?

For så tror jeg der er nogen, der skal til at revurdere størrelsen af outsourcing-markedet.

Mvh. Mogens.

Mogens Nørgaard

Som jeg hørte det for et par år siden, så udviklede Macom systemet ret hurtigt og temmeligt billigt, og brugerne er generelt tilfredse (alle er altid utilfredse med noget, men der er slet ikke tale om, at Lectio er et hadeobjekt).

Til gengæld hader STIL og andre offentlige bikse jo ting, der er billigere, bedre, etc. end det de selv kan lave. Det aspekt skal man altid huske på, når der pludselig kommer et MEGET dyrt krav om revision, der reelt dræber små spillere.

Det gjorde Danske Bank sjovt også engang i 90'erne, da de foreslog meget mere kontrol og "governance", som det kaldes nu om dage, så bankerne var nødt til at anskaffe 20 jurister mere til al papirpjanket. Og ja, det ved jeg fra en, der var med til det... Og i dette tilfælde medfører finten så, at - hurra! - CSC er "godkendt". Ikke fordi de er bedre, men fordi de har råd til det seneste populære påfund fra det offentlige. Flot.

Så hvorfor kan vi ikke have en Verden, hvor den ansvarlige enhed (STIL) selv tager lidt ansvar og påtager sig lidt arbejde (de klarer nok arbejdspresset) og selv foretager den fornødne vurdering af Lectio? Hvorfor skal den slags almindelige arbejdsforpligtelser altid outsources til de fede revisionsbikse, som så selv kan trykke deres penge og skraldgrine på vej hen i banken med vore skattekroner?

Det ville være skønt, hvis journalisten 1) rettede skrivefejlene i artiklen (høhø), og 2) spurgte den offentlige dims, hvorfor de spilder vore penge (og tvinger andre til at bruge penge) på Deloitte, EY, og hvad har vi, specielt på områder som de egentlig selv burde og kunne klare selv. please.

Henrik Høyer

Jeg kender ikke til Macom eller deres systemer (udover hvad der er blevet skrevet i pressen de seneste par måneder), men jeg finder det meget underligt at de ikke vil udarbejde en revisorgodkendelse, så det kan dokumenteres at deres systemer lever op til persondataloven.

Enten har de 110% styr på tingene (og mener at en gennemgang er spil af tid+penge), eller også har de netop ikke styr på tingene - udfra hvad jeg kan læse om opførsel hænder jeg desværre mest til det sidste.

Jeg håber dog at de har styr på datasikkerheden

Henrik Sørensen

Med risiko for at lyde frelst (arbejder selv hos en stor outsourcing virksomhed) så er det ikke urimeligt at STIL kræver en systemgennemgang (ISAE34XX), så længe det samme krav stilles til evt. andre aktører, herunder CSC.

Størrelsen på virksomheden er i min optik en uheldig parameter at begynde at bringe ind i argumentationen ... leverandørerne må - uanset størrelse - skulle leve op til samme krav.

Selvom jeg har sympati for Mogens forslag, om at STIL selv kunne gennemføre revisionen, så er det uheldigt, når en myndighed varetager flere og måske modstridende roller (systemejer og auditor i samme sag). En negativ systemgennemgang ville så for alvor give stof til rygte- og konspirationsfolket.

Til gengæld kunne det være at Statens IT-råd kunne etablere en sådan kapacitet...??

Uanset hvad, så må begge parter se at få løst sagen så KUNDERNE ikke bliver gidsler ...

Mogens Nørgaard

Det må ikke bare laves af dem selv. De skal have et af de der revisorhelveder til at udarbejde en røvdækningsrapport for flere hundrede kilokroner. Jeg undrer mig såre over, at alle DJØF'erne inde i ministeriet ikke bare laver det check selv, så alle sparer tid og penge.

Frithiof Jensen

Hvorfor skal den slags almindelige arbejdsforpligtelser altid outsources til de fede revisionsbikse,


Tjah, en hurtig Google af for eksempel Bjarne Corydon ... http://www.politiko.dk/nyheder/bjarne-corydon-faar-toppost-i-mckinsey ... Ikke at der er en direkte sammenhäng, men, jeg mener at der burde väre både en konkurrenceklausul og en karensperiode så man ikke får grimme tanker.

Bent Jensson

Det lyder besnærende, men revisionen bør lige nu outsorces således kritikken fra Macom ikke bliver legitim. De studieadministrative systemer for ungdomsuddannelserne står overfor en markedsgørelse. Hvis STIL reviderede kunne man berettiget kritisere STIL for ikke at godkende et system, netop fordi de pt. selv ejer et konkurrerende system (indtil 2018) eller for at have en interesse i at obstruere markedsgørelsen.

Bent Jensson

STIL/UVM/UNI-C/BUVM (eller hvad de nu hedder) har i øvrigt tidligere godkendt Lectio - vist nok i 2008. Det er muligt at indberetninger til Undervisningsministeriet (som danner grundlag for tilskud til skolerne) foretages korrekt, men nogle vurderer at der kan være problemer i forhold til persondatalovgivningen - se https://www.version2.dk/artikel/danske-ervhervsskoler-udbredt-gymnasie-i... . Så styrelsen har måske ikke gennemført en tilstrækkelig revision eller haft et noget snævert perspektiv på revision. Det er måske det, STIL ikke ønsker gentager sig?

Christian Nobel

Til gengæld hader STIL og andre offentlige bikse jo ting, der er billigere, bedre, etc. end det de selv kan lave. Det aspekt skal man altid huske på, når der pludselig kommer et MEGET dyrt krav om revision, der reelt dræber små spillere.

Det er jo fuldstændig som når styrelserne giver opgaverne til vennerne, godt nok camoufleret som "udbud", men passende skruet sammen på en måde så der kun er en der kan vinde det.

Og hvis man kommer med et bud hvor man kan løse en given opgave for f.eks. 1 million, så bliver man slet ikke taget alvorligt, fordi den offentlige dims har besluttet sig til at opgaven per definition skal koste 10 millioner.

Christian Nobel

Jeg undrer mig såre over, at alle DJØF'erne inde i ministeriet ikke bare laver det check selv, så alle sparer tid og penge.

For det fordrer at djØFFERne påtager et ansvar, og det er vidst ikke et begreb der eksisterer i deres vokabularium.

Endvidere har de ingen interesse i at spare tid og penge for samfundet, det er vigtigere at de sørger for at deres trosfæller i det private også kan slubre i sig - af samme grund laves selv hele simple lovstillinger så komplekse at private tvinges til at hyre en advokat for noget der egentlig kunne klares ved hjælp af sund fornuft og et gennemarbejdet skema.

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Pressemeddelelser

Silicom i Søborg har fået stærk vind i sejlene…

Silicom Denmark arbejder med cutting-edge teknologier og er helt fremme hvad angår FPGA teknologien, som har eksisteret i over 20 år.
22. sep 10:29

Conference: How AI and Machine Learning can accelerate your business growth

Can Artificial Intelligence (AI) and Machine Learning bring actual value to your business? Will it supercharge growth? How do other businesses leverage AI and Machine Learning?
13. sep 2017

Affecto has the solution and the tools you need

According to GDPR, you are required to be in control of all of your personally identifiable and sensitive data. There are only a few software tools on the market to support this requirement today.
13. sep 2017