Gymnasielærer udvikler digitalt kompendium efter frustrerende iPad-erfaringer
Links til videoer på Youtube, lagt ind i elevernes Lectio-system. En PDF med tekst, sendt via e-mail. Og så en stribe billeder, som skal hentes fra en fælles Dropbox.
Sådan kan lektielæsningen til næste biologitime se ud for eleverne i danske skoler og gymnasier i dag, og det er langt fra optimalt. Faktisk er det en slem hindring for brugen af it i undervisningen, at det skal være så kompliceret for lærer og elever at bruge de digitale muligheder, mener Jesper Rømer, lærer på Borupsgaard Gymnasium.
»Der er et kæmpe problem med distributionen til eleverne. Afhængigt af om det var video, billeder eller tekst skulle jeg hele tiden finde en måde at distribuere det på,« siger han til Version2.
Med flere års fokus på at få mere computerhardware i skolerne og den nye bølge med iPads til eleverne er næste problem nemlig, hvordan sådan noget kan blive brugt til dagligt.
»Da jeg fik en iPad i hånden, var min begejstring for it i undervisningen tilbage. Men selv om det er en fantastisk maskine, mangler der endnu den software, der for alvor gør iPad’en brugbar for elever og lærere. Det er også en stor omvæltning for elever og lærere, at der ikke er noget filsystem,« siger han.
I stedet for at være frustreret over problemet, tog han sagen i egen hånd og begyndte at udvikle en løsning. Hurtigt fik Jesper Rømer følgeskab af ekspert i e-learning, Søren Adolph, der ejer Version A, samt webbureauet Konform. Og nu mener de sammen at have knækket koden med produktet, Meebook, hvor alt materialet til undervisningen kan samles i ’digitale kompendier’.
Her kan læreren samle alle slags digitale materialer i en ’pakke’, som eleverne kan læse på mange forskellige platforme.
»Det er som en e-bog, der kan rumme forskellige ting, uden at eleverne skal tænke over det. Hele den daglige kommunikation kan foregå via Meebook. Eleverne kan udfylde en opgave, og så kan læreren få den tilbage digitalt. Samtidig gør Meebook det muligt at differentiere undervisningen på brugervenlig måde,« forklarer Jesper Rømer.
Eleverne ikke gode til fil-håndtering
Behovet for en lettere løsning er ikke kun opstået, fordi iPads bliver mere udbredt - på Borupsgaard Gymnasium er to klasser for eksempel blevet iPad’ificeret - men også fordi eleverne faktisk har svært ved at håndtere flere forskellige formater og kanaler.
»Hvis man som teknisk velfunderet lærer finder en smart måde at sende materialet på, så glemmer man tit eleverne. Der er en forestilling om, at eleverne i dag, som ’digital natives’ er rigtig gode til it. Men de er faktisk ikke ret gode til at navigere i et fil-univers. De gemmer i forskellige formater, forskellige mapper, via e-mails og så videre,« lyder Jesper Rømers erfaringer.
Med frie hænder til at udtænke, hvad Meebook skulle kunne, har Jesper Rømer mange drømme om mulighederne i fremtiden.
For eksempel er et af målene, at en lærer vil kunne indtaste ISBN-numre og sidetal på de bøger, der bliver brugt i et kompendium, hvorefter brugen af siderne automatisk bliver indberettet, og forfatterne dermed får betaling.
Lige nu er Meebook ApS også i tæt dialog med de forlag, der udgiver undervisningsbøger, for på sigt at sikre at deres indhold kan tilgås direkte via de digitale kompendier.
»Som lærer sammensætter man selv sin undervisning og tager ti sider fra én bog, og ti sider fra en anden. Og forlagene skal ikke være nervøse for, at det så bliver kopieret, for materialet kan ikke komme ud af en Meebook igen,« siger Jesper Rømer.
Tving ikke folk til én it-løsning
En anden fremtidsplan er at gøre det nemt for lærere landet over at dele Meebook-kompendier - på en måde, som forlagene kan gå med til, hvis det rummer betalt materiale.
»Der er snakket meget om vidensdeling, men det er ikke blevet til ret meget, fordi der mangler en platform til det. Vi har lavet en funktion, så man kan dele materiale med kolleger på skolen, men visionen er, at alle kan dele på nationalt plan,« siger Jesper Rømer.
Meebook ApS har arbejdet med værktøjet i et år og er nu næsten klar til at sende det ud til brug i gymnasier og folkeskoler. Først skal Apple dog lige sige god for iPad-applikationen.
Meebook kommer både som iPad-applikation og til brug på almindelige computere og på sigt også til Android.
»Man skal ikke tvinge folk til én bestemt it-løsning, fordi man lige har en vild vision om, at det er det rigtige. –Det er ikke til at vide, hvilken platform der vil blive brugt i fremtiden,« siger Jesper Rømer.
