En person eller flere af slagsen, der kalder sig Guccifer 2.0, hævder nu at de står bag et hackerangreb mod det amerikanske parti Demokraterne.
Washington Post kunne ellers fortælle tirsdag i denne uge, at det var russere, som havde kompromitteret netværket hos Democratic National Committee (DNC). Hvoraf nogle af hackerne skulle have haft adgang til netværket i mere end et år.
Men nu fortæller Vice Motherboard historien om Guccifer 2.0, der altså påstår at stå bag hackerangrebet mod DNC. Hvorvidt Guccifer 2.0's påstand udelukker, at russiske hackere også kan have været inde på DNC-netværket melder historien ikke umiddelbart noget om.
I forbindelse med Washington Post historien var DNC ude at sige, at ingen finansielle eller hemmelige dokumenter var blevet stjålet.
Men på en til lejligheden oprettet Wordpress-side fortæller Guccifer 2.0, at den påstand er løgn og latin. For at bevise dette udsagn har Guccifer 2.0 lagt flere dokumenter ud, der skulle bevise, at DNC lyver om hackerangrebet.
Det er sikkerhedsfirmaet Crowdstrike, der har kigget på kompromitteringen af DNC's net. Firmaet har i den forbindelse tidligere været ude at sige, at det efter deres opfattelse var sofistikerede, russiske hackere med statsstøtte, der stod bag.
Det tager Guccifer 2.0 som en ros og skriver ifølge Vice Motherboard i Wordpress-indlægget:
»... meget glad for, at firmaet satte så høj pris på mine evner))) Men faktisk, så var det let, meget let.«
Svar fra Crowdstrike
Crowdstrike har på baggrund af Vice Motherboard-artiklen sendt en mail til mediet. Her skriver sikkerhedsvirksomheden, at den står fuldt og fast ved dets analyse og fund, som har identificeret to separate russiske modstandere med forbindelse til efterretningstjenester.
Ifølge mailen har modstanderne været til stede i DNC-netværket i maj 2016.
Herefter kommenterer Crowdstrike på blogindlægget fra Guccifer 2.0 fra 15. juni 2016.
»Dette blogindlæg fremlægger dokumenter, der efter sigende skulle stamme fra DNC,« står der i mailen som fortsætter:
»Hvorvidt dette indlæg er en del af en russisk efterretnings-mis-informationskampagne eller ej, så undersøger vi dokumenternes ægthed og oprindelse. Uanset, så gør disse påstande intet i forhold til at mindske vores konklusioner om den russiske regerings involvering, hvilket vi har dokumenteret dele af for offentligheden og større dele af sikkerheds-communitiet.«
Uanset hvad der er op og ned i sagen, så er den en påmindelse om, at det kan være svært at sige med sikkerhed, hvem der står bag angreb i cyberspace, hvor falske spor kan være vanskelige at spotte.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.