En ny forsinkelse for it-systemet Grunddataprogrammet kommer endnu en gang til at kræve en ekstrabevilling fra Folketinget.
Det fremgår af et aktstykke, hvori minister for offentlig innovation Sophie Løhde beder Folketingets Finansudvalg om at tilslutte sig en ny tidsplan, der vil gøre projektet dyrere med 52,9 millioner kroner.
Grunddataprogrammet, som bl.a. skal forbedre og samle ejendoms- og adressedata fra en lang række offentlige myndigheder, skulle have været i drift i midten af 2017, men den deadline blev allerede i 2016 udskudt med et år. Dertil kom en ekstraregning på 158 millioner kroner.
Nu viser aktstykket fra Finansministeriet, at den nye deadline også volder problemer. Grunddataprogrammet har over sommeren 2017 oparbejdet en forsinkelse på cirka tre måneder i forbindelse med afvikling af test på adresse- og ejendomsområdet, fremgår det af skrivelsen.
Forsinkelsen på tre måneder betyder, at Grunddataprogrammets ejendomsspor skulle implementeres samtidig med Skatteministeriets ejendomsvurderingssystem (ICE). Og det ville give en øget risiko, lyder det i vurderingen.
Derfor vil ministeriet udskyde implementering af dele af Grunddataprogrammets ejensdomsspor med 12 måneder. Denne halvdel af programmet står således til at blive implementeret i maj 2019 frem for maj 2018.
Resten implementeres
Forsinkelsen vil mellem 2018 og 2027 koste i alt 52,9 millioner kroner – og dermed kommer den samlede pris for Grunddataprogrammet op på 673,7 millioner kroner.
Resten af Grunddataprogrammet vil ifølge aktstykket fortsat blive implementeret i midten af 2018. Det vil sige dele af ejendomssporet og hele adressesporet samt CPR og CVR. Den trinvise implementering kræver dog grønt lys fra Folketinget.
En anden konsekvens af den nye forsinkelse er, at det bliver nødvendigt at videreføre driften af Ejendomsstamregistret (ESR) i ét år mere end hidtil forventet. Skatteministeriet og KL er i gang med at aftale vilkårene for videreførelsen, skriver ministeren.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.