Grønland truet af cyberangreb, men er ikke omfattet af Danmarks cyberforsvar

Illustration: ambeon / BigStock
Mens cybertruslen mod Grønland vurderes til at være stigende, så er landet ikke omfattet af NIS-direktivet, ligesom CFCS ikke må operere i landet.

Grønland har fået en fremtrædende rolle i kampen om Arktis, hvor både Rusland og USA har stærke interesser. Samtidig er landet ikke omfattet af NIS-loven, der stiller krav til it-sikkerheden hos myndigheder og i samfundskritisk infrastruktur.

Det oplyser Berlingske Tidende, som også fortæller, at Center for Cybersikkerhed (CFCS) ikke må operere i Grønland.

Berlingske henviser i den forbindelse til et svar fra forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V)(PDF) til Folketingets Grønlandsudvalg.

»Lovgivningen giver altså i dag ikke mulighed for, at Center for Cybersikkerhed ud over frivillig rådgivning kan udføre de myndighedsopgaver i Grønland, som lovgivningen giver mulighed for i Danmark. Det betyder, at der vil kunne opstå forskellige niveauer af cyber- og informationssikkerhed i de forskellige dele af Kongeriget,« fremgår det af svaret fra forsvarsministeren.

I sin seneste risikovurdering (PDF), som Berlingske citerer fra, konkluderer Forsvarets Efterretningstjeneste, som CFCS hører under, at »den meget høje trussel fra cyberangreb er blevet et grundvilkår«. CFCS har formelt ikke lavet en selvstændig vurdering af cybertruslen i forhold til Grønland, men organisationen bekræfter overfor Berlingske, at trusselsniveauet umiddelbart vurderes til at være det samme som mod Danmark.

Tidligere sikkerhedsofficer i Forsvaret John Foley kalder det overfor Berlingske dybt bekymrende, at så vigtigt et område hverken er beskyttet af NIS-direktivet eller af Forsvarets Efterretningstjeneste.

»Problemet med Grønland er, at det ud fra en teknologisk betragtning er et meget sårbart område. Kommunikationen går via søkabler, radiokædeforbindelser og trådløs kommunikation. Det betyder, at Grønland meget mere udsat end Danmark, når det gælder hacking, spionage eller andre forstyrrelser på deres kommunikationslinjer,« siger John Foley til Berlingske.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere