Gratis adgang til offentlige adressedata har sparet 500 millioner kroner

Siden den såkaldte frikøbsaftale i 2002 gav gratis adgang til det offentliges adressedata, har det sparet virksomheder og myndigheder en halv milliard over en femårig periode.

Siden 2002 har der været gratis adgang til kommunernes adressedata, og det har de seneste fem år sparet virksomheder og myndigheder for næsten en halv milliard kroner.

Det viser en ny analyse foretaget af Cowi for Erhvervs- og Byggestyrelsen, der fungerer som myndighed for vejnavne og adresser i Danmark.

Det åbne adressesystem betyder, at virksomheder og myndigheder ikke skal betale for at få adgang til de adresser, som både offentlige myndigheder og private virksomheder benytter dagligt i stor stil.

»Vigtige funktioner som 112, ambulancetjenester, politi og beredskab, post og transport, GPS med mere er hver dag afhængige af adresser. Det er helt afgørende for sikkerhed og effektivitet, at de er opdaterede og helt nøjagtige. Derfor er vi glade for, at vi kan give fri og uhindret adgang til adresser. Samtidig sikrer vi, at alle adressedata er af høj kvalitet,« udtaler vicedirektør Henning Steensig, Erhvervs- og Byggestyrelsen, i en pressemeddelelse.

Cowi-analysen viser, at gevinsten ved den såkaldte adresse-frikøbsaftale fra 2002 har ligget på omkring 471 millioner kroner i perioden 2005-2009, hvor udgifterne til aftalen i samme periode har været omkring 15 millioner kroner.

Cowi anslår, at gevinsten ved aftalen i 2010 vil være omkring 104 millioner kroner, holdt op mod omkostninger på omkring 1,5 millioner kroner.

Analysen er blandt andet baseret på oplysninger fra 22 datadistributører, der formidler de frikøbte adressedata via Den Offentlige Informationsserver, OIS.

Frikøbs-aftalen for offentlige basisdata blev indgået mellem Finansministeriet og kommunerne i 2002.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#3 Peter Nørregaard Blogger

Gratis data er en driver for innovation. Tænk bare hvor mange eksperimenter, der kan laves med gratis data og hvor få, der ville være tilbage hvis de bare kostede nogle få kroner.

Godt at der sættes beløb på (og at beløbet er stort) - det burde anspore flere offentlige institutioner til at gøre deres data gratis. Hvad med gratis kort-data? Eller gratis statistikoplysninger fra DS? Fortsæt selv listen,

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere