Googles Superbowl-reklame forvirrede seernes Google Home-enheder

Stemmestyrede enheder bliver stadig forvirrede, når de hører deres navn på tv.

Google havde spenderet et større millionbeløb på en reklame for Google Home under finalens i amerikansk fodbold, Superbowl, men reklamen fik samme udfald, som det tidligere er sket for andre stemmestyrede konkurrenter som Amazons Alexa og Microsofts Xbox.

Google Home er Googles bud på en digital personlig assistent manifesteret i en lille hardwareenhed, som lytter efter stemmekommandoer. Disse instruktioner begynder som standard med 'ok, Google', og da det blev sagt flere gange i Superbowl-reklamen, forvirrede det Google Home-enheder rundt om i seernes hjem. Det skriver The Verge.

Det er ikke det første tilfælde af, at tv-udsendelser med disse enheders aktiveringsord, får enhederne til at forsøge at udføre en kommando. Da Microsoft reklamerede for stemmestyring af selskabets Xbox-spilkonsol, oplevede flere, at deres Xbox-konsol tændte, og i et tv-indslag om Amazons Alexa forsøgte flere Alexa-enheder at bestille et dyrt dukkehus.

Læs også: Amazon-enheder gik i gang med at shoppe dukkehuse efter tv-indslag om fejlkøb

Læs også: Stemmer i tv-reklamer tænder Xbox One

Ingen af de nuværende enheder på markedet er låst til en bestemt brugers stemme og kan altså i princippet aktiveres af alle, der er inden for hørevidde af enheden.

Amazon reklamerede også under Superbowl for Alexa, men denne gang var der ingen rapporter om, at Alexa-enheder skulle have forsøgt eksempelvis at bestille Doritos-chips via drone, selvom det optrådte i reklamen.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (3)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Casper Olsen

Nu ved jeg godt artiklen jeg linker til omhandler at man kunne gennemhulle Tor-sikkerheden, men hvorfor pokker benytter de sig ikke af ultralyd i deres reklamer, som derved "deaktivere" deres devices fra at aktivere på sætninger afspillet i reklamerne?

Kan godt se det problematisk i forhold til dengang Alexa gik shop amok med dukkehuse, efter som det var et nyhedsindslag. Men i sine egne reklamer? Come on, det må de da være i stand til.

https://www.version2.dk/artikel/ultralyd-via-computerens-hoejtaler-kan-a...

  • 2
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere