Googles nye tjeneste gør det enkelt at opsætte din egen VPN-server

Illustration: ninescene/Bigstock
'Outline' skal give dig fuld kontrol på VPN-netværket.

VPN-teknologien er som bekendt en god metode til at beskytte internetkommunikation mod overvågning og nysgerrige uvedkommende. Men løsningen har nogle ulemper ved, at man ikke nødvendigvis har solid beskyttelse mod dem, som driver selve VPN-serverne. Nu har Google, eller rettere sagt Googles moderselskab, Alphabet, lanceret en ny løsning, som skal rette op på dette.

Som websitet Wired kan fortælle, har Alphabet-afdelingen Jigsaw fundet på en tjeneste, de kalder Outline, som skal gøre det let for virksomheder at opsætte et virtuelt, privat datanetværk, altså et VPN.

Opsæt din egen server med fuld kontrol

I modsætning til mange andre tjenester lader Outline brugeren kontrollere sin egen VPN-server, så du kan have fuld kontrol over sikkerheden, hvad der logges, og hvem der har adgang. Outline er derudover et open source-projekt, samtidig med at der lægges vægt på, at tjenesten skal være så let som muligt at bruge.

For at opsætte sin egen VPN-server med Outline-softwaren skal man benytte en cloud-platform, eksempelvis Googles egen Cloud Platform eller Amazon EC2, eller man kan eventuelt benytte sin egen fysiske server. Outline benytter 256-bits AEAD-kryptering mellem klienterne og serveren.

Ligesom andre VPN-tjenester er Outline naturligt nok ikke helt sikker. Som det påpeges på Outlines supportside, er den ikke ment som et anonymitetsværktøj, som giver fuld beskyttelse af din identitet på websites, du besøger, men det holder kommunikationen på netværket privat fra snushaner i det land, hvor du kobler dig på internettet, for eksempel netudbyderen.

Jigsaw markedsfører hovedsageligt tjenesten mod nyhedsorganisationer, som for eksempel kan bruge tjenesten til at sikre kommunikation med kilder, men hvem som helst kan selvsagt benytte den. Du kan finde mere information om Outline på hjemmesiden.

Artiklen er fra digi.no.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere