Googles nye styresystem siger ja til C, Rust og Dart - og nej til Go

Illustration: Jacques Gaimard
Det er svært at slippe for C og C++ i Fuchsia, og Go fylder for meget.

Fuchsia er ikke blot en farve i de lilla nuancer, men også et nyt open source-styresystem fra Google. Det er stadig under udvikling og endnu ikke færdigt til brug. Målet er, at styresystemet skal være sikkert og kunne anvendes på alt fra indlejrede enheder til pc'er.

Projektet bag har nu vedtaget en 'sprog-politik,' der berører, hvilke sprog der kan anvendes i udviklingen af selve systemet.

C får en opadvendt tommelfinger til systemprogrammering på det lave niveau, inklusive systemets kerne, samt til at definere stabile binære snitflader (ABI’er) til delte biblioteker og andre systemkomponenter. C++ kan anvendes over hele det såkaldte ‘Platform Source Tree’, der er det officielle kodetræ for systemet.

Dart, som oprindeligt var Googles bud på et sprog, der kunne ‘transpiles’ til Javascript i webapplikationer, understøttes til brugerflader samt programmer, der ikke kører konstant. Valget bunder i, at Dart anvendes i Flutter, der er Fuchsias medfødte brugerflademiljø. Både Dart og Flutter har danske rødder.

Læs også: Googles aarhusianske mobil-Flutter kommer til web

Det højtydende og hukommelsessikre sprog Rust kan også anvendes, men dog ikke i Fuchsias kerne Zircon. Det skyldes, at Zircon er bygget med et begrænset sæt af teknologier, som er etablerede i industrien i forhold til udvikling af kerner, skrives der på hjemmesiden.

Læs også: Verona: Nyt sikkert sprog fra Microsoft skal løse problemer med gammel C og C++

Googles eget serversprog Go får den nedadvendte tommelfinger, dog med undtagelse af netværksbiblioteket Netstack. På minussiden tæller, at sproget benytter garbage collection, har et stort kørselsmiljø, bruger for meget hukommelse i forhold til Fuchsias komponenter og producerer for store binære filer.

Endeligt får Python 3 også udviklernes velsignelse, men kun til build og andre værktøjer.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere