Googles nye Dart skal punktere Javascript
Google præsenterer midt i oktober det nye sprog Dart for offentligheden på Goto-konferencen i Århus.
Men spekulationerne om, hvad meningen med Dart er, er allerede i fuld gang. Et internt dokument om Dart er nemlig blevet lækket, og her står formålet ganske klart: At Dart skal afløse Javascript som det foretrukne sprog på nettet. Det skriver The Register.
Google bruger selv Javascript i stor stil til at kode webapplikationer som Google Docs og Gmail, men jo mere avanceret, det bliver, jo mere besværligt bliver det at bruge Javascript til formålet.
»Javascript, som det er i dag, vil sandsynligvis ikke være en gangbar løsning i det lange løb. Der må ske noget nyt,« skriver Google-medarbejderne i dokumentet, som er havnet på Github.
Derfor skal Dart - eller Dash, som var arbejdstitlen for sproget - afløse Javascript og gøre det nemmere at kode spændende webapplikationer, fremgår det af teksten, som blandt andet danske Lars Bak står som forfatter til. Han er ansvarlig for udviklingen af V8-motoren i Chrome-browseren, men også dybt involveret i Dart-projektet.
Det bliver ikke nemt at få succes med et nyt sprog på internettet, forudser Google-folkene, og en af opgaverne er at få Dart understøttet af de andre browser-producenter, så det ikke bare er Chrome, der kan forstå den.
Derfor skulle Lars Bak ’sweet-talke’ de øvrige browserproducenter, fremgår det af dokumentet.
Baggrunden for Dart er udover manglerne ved Javascript også frygten for, at fremtidens udvikling på nettet bliver i lukkede miljøer, for eksempel på Apples iOS-platforme, og ikke på det åbne internet, som Google foretrækker.
Google har ikke officielt bekræftet, at dokumentet er ægte, men en af de nævnte personer har indirekte gjort det ved at understrege, at indholdet ikke afspejler hans personlige mening, og at det er en kladde, som er blevet offentliggjort.
Version2 er mediepartner på GOTO-konferencen.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.