Googles gratis kunstprojekt omfatter nu tusind museer

Efter fem år og mange rettighedsmæssige udfordringer er Google Art Project blevet en rimelig succes.

1.000 online-museer og 240 mio. besøgende årligt kan Google bryste sig af på deres gratis kunsttilbud, og otte danske museer deltager i projektet. Det skriver Berlingske.

Google formår igen at sætte nye standarder for opløsningen af, hvordan tid og rum konstrueres. På deres kunstplatform kan man ud over at have en Google Streetview oplevelse på prominente kunstudstillinger også sammensætte sine egne udstillinger ud fra favorit værker eller temaer.

»Vi lavede et kæmperyk op til sidste år for at få nogle danske på, især fordi de danske museer var meget aktive for at komme på. Blandt andet Statens Museum for Kunst gjorde et stort stykke arbejde og ændrede deres rettighedssystem - ikke på grund af Google Art Project, men fordi museet lagde vægt på at være der for deres besøgende på alle platforme med highlights,« siger Christine Sørensen til Berlingske. Hun er kommunikationsansvarlig for Google i Norden, og uddyber, at de håber på at kunne samarbejde med endnu flere lokale udstillinger og museer.

Kunsten er fri for rettigheder, når der er gået 70 år efter ophavsmandens død. I andre tilfælde må Google herhjemme forhandle med CopyDan om at frikøbe værkerne. Da Google producerede en Streetview-optagelse i Folketinget på Christiansborg måtte kunstværkerne i første omgang sløres, inden forhandlingerne senere faldt på plads.

Blandt andre Skagens Kunstmuseum deltager i samarbejdet med Google og har fået uploadet et Krøyer-maleri i gigapixelformat. Det er så skarpt, at det er muligt at zoome ind og se detaljer, der ellers ville kræve et forstørrelsesglas.

Kommentarer (1)

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

JobfinderJob i it-branchen