Googles forskningsdirektør til Version2: »Hver eneste medarbejder skal føle sig berettiget til at prøve noget nyt«

Eksklusivt Interview: Google følger en bottom-up-udviklingsmodel med ekstrem opdeling af alle projekter og frit flydende deadlines. Og krystalkuglen rækker ikke længere end to år.

Hver eneste dag udfører Googles udviklere hundredvis af eksperimenter live, direkte på skærmene ude hos Googles brugere, som er levende forsøgskaniner for hver eneste idé. De mange eksperimenter er det konkrete udtryk for Googles taktik for at holde sig skarp i en evig, benhård teknologisk konkurrence, hvor konkurrenterne kan overhale på et øjeblik.

Som bruger ser du for eksempel en let forandret måde at præsentere eller prioritere et søgeresultat på. Andre brugere ser en lidt anden udgave af samme ændring. Og i den anden ende af internetforbindelsen måler Google på din og de andre brugeres adfærd ved de to mulige ændringer. I sådan en A/B-test - er mulighed A eller mulighed B bedst? - afgør brugernes adfærd, om ændringerne er værdifulde.

»For det meste laver vi bare daglige opdateringer på vores servere, og hvis dit projekt ikke kommer med i dag, så er der en ny opdatering i morgen. Det er ikke en 'en gang per år'-ting. Det er en 'en gang per dag'-ting.«

»Og fordi vi ikke har få store deadlines, men mange små, så er det lettere at holde presset på den enkelte lavt.«

En del af filosofien er også, at de team, som arbejder på forskning og langsigtede projekter, ikke skal sidde langt fra dem, der arbejder fra dag til dag. Men de langsigtede teams skal have friere tøjler og sidder med fokusområder, som ind til videre er for små til at drives af egentlige udviklerhold.

Google-software opdelt

Princippet om at opdele alt i små bidder og arbejde meget dynamisk gælder ikke kun team, men også teknikken og dermed selve designet af Googles interne programsystemer - den software, som ligger bag Googles populære tjenester fra søgning til mail og automatisk oversættelse.

»Hvis du får en idé, skal du kunne beskrive den til en udvikler på fem minutter. Og udvikleren skal i løbet af en time kunne bygge noget, der viser, hvad din idé kunne bruges til,« siger Peter Norvig.

For at praktisere det må alle tjenester og softwaremoduler være bygget så enkelt som muligt op:

»Vi kan ikke have systemer, hvor man skal læse en manual på 1.000 sider, før man kan lave noget.«

Med et traditionelt databaseprodukt - Peter Norvig nævner Oracle - skal man lære at installere softwaren, lære at optimere den, lære dens søgesprog osv. Derfor tager det år at uddanne sig til specialist. Google forsøger at gå den stik modsatte vej.

»Det er for indviklet. Det tager mere end en time. Vi vil ikke lave noget, der er så kompliceret.«

I stedet bygger Google modulære systemer, hvor hver komponent kun kan en enkelt funktion.

For eksempel kan et modul være et lagringssystem for data, som kun kan én ting: lagre et antal bits og hente dem frem igen. Opgaven kunne være at gemme og genhente én milliard websider.

Hver eneste af disse komponenter skal kunne skiftes ud individuelt - ligesom Lego-klodser.

Hvis der så senere opstår behov for at gemme og hente data, som er lidt anderledes - for eksempel én milliard videoklip i stedet for en milliard websider, hvor hvert klip fylder langt mere end en webside - så bygger man et andet værktøj, som er egnet til det, men som kommunikerer med resten af softwaren gennem de samme grænsesnit og med de samme muligheder.

På den måde kan for eksempel de værktøjer, som slår op i data, være de samme. Og det betyder så igen, at man kan søge i videodata eller web-data med samme søgemuligheder, forklarer Peter Norvig.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (7)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#3 Jakob Reenberg

Google translate er efter min mening et fint eksempel på, hvordan Google gerne gratis vil distribuere værdifuld viden og intelligens til slutbrugeren, såfremt denne er indforstået med, at dette bliver muligt ved, at Google hele tiden får feedback, eksperimenter og udvikler på deres tjenester - hvilket igen forudsætter, at alle delvist må give slip på frygten for fejl i Googles tjenester og acceptere processen. Jeg bidrager gerne og anvender uden betaling deres mail, kalender, docs, maps, earth, sky, translate osv. med stor fornøjelse - både privat og erhvervsmæssigt.

  • 4
  • 1
#4 Jakob Damkjær

Specielt hvis man sammenholdet det med denne udtalelse fra chrome teamet... Måske er de to år bare til første beta...

Og hvordan falder major releases af android ind under den filosofi ?

Godt at papir og pixels er så taknemlige og medgørlige...

"Google announced today that its three-year effort to create a muscular browser technology that can run heavy duty apps such as console-like games is now ready for prime time."

http://venturebeat.com/2011/12/08/google-nabs-square-enix-and-other-game...

  • 1
  • 3
#6 Pauli Østerø

At man har arbejdet på noget i x år, er ikke ensbetydende med at man netop for det antal år siden satte sig ned, og besluttede med 7-tommer søm at det var hvad man ville de næste x år.

Alting er en iterativ process, og hvis det viser sig undervejs at det man arbejder med fortsat giver mening, så bliver man selvfølgelig ved.

  • 1
  • 1
#7 Frank Olsen

underligt at se googles udviklingsmetoder blive beskrevet som "ekstreme" - de er de facto mainstream metoder i software udvikling idag (og ikke startet af Google). Og mærkeligt at man kan skrive en sådan artikel uden at nævne "agile" eller "lean start-up". Jeg kan anbefale denne præsentation hvor Patrick Copeland, Senior Engineering Director fra Google, beskriver deres innovationsmetoder: http://www.infoq.com/presentations/QCon-Keynote-Innovation-at-Google

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere