Googles augmented reality har fået fornemmelse for rummet

Foto: Accenture
De første smartphone-producenter er ved at være klar til at understøtte Googles nye mixed reality-platform Tango.

Google fik både skabt opmærksomhed, begejstring og debat, da selskabet lancerede augmented reality-brillen Google Glass. Den var ét af de første stykker hardware, som var i stand til at demonstrere, hvordan teknologien kunne udnyttes, men ønskelisten til forbedring voksede hurtigt.

Siden har Google stoppet produktionen af Google Glass og har i mellemtiden arbejdet på en ny platform for augmented reality kaldet Google Tango.

»Det er næste generation af augmented reality. Det er ikke blot at lægge flad grafik ovenpå virkeligheden ligesom i Pokémon Go - her har enheden en reel forståelse for rummet omkring dig,« siger Matteo Aliberti, global chef for Accentures augmented-forretningsområde, til Version2.

Læs også: Google Glass: Fascinerende, skræmmende og lettere irriterende

Google Tango er først og fremmest en udviklingsplatform, og det er meningen, at andre hardwareproducenter skal lave enheder, som udnytter platformen. Lenovo har eksempelvis lavet telefonen Phab 2 Pro til Tango.

»En Tango-enhed kan scanne omgivelserne for at få størrelsen på objekter og afstande. Det betyder, at vi kan lave en mere avanceret form for augmented reality, som også bliver kaldt for mixed reality,« siger Matteo Aliberti.

Google Tango giver mulighed for nye typer applikationer end Google Glass. Google har umiddelbart primært smartphones og tablets i tankerne, og dermed er der også forskel på Google Tango og Microsofts Hololens. Google Tango vil i princippet kunne sidde i flertallet af smartphones i løbet af få år, mens Hololens kræver investering i særligt udstyr - i hvert fald lige nu.

Læs også: Virtual Reality eller Microsofts Hololens: Lad use casen afgøre hvad du skal bruge

Accenture har udviklet en Tango-applikation for bilproducenten BMW, som skal fremvise selskabets elektriske topmodel i8. Med applikation kan man på sin Tango-telefon se en virtuel model af bilen placeret i det rum, man befinder sig i, men i forhold til de fleste augmented reality-applikationer, så gør sensorerne i telefonen det muligt at give en mere realistisk oplevelse.

»Bilen står i fuld størrelse foran dig i det rigtige størrelsesforhold i forhold til omgivelserne, og når du bevæger dig, så skifter perspektivet,« forklarer Matteo Aliberti.

Den væsentligste tilføjelse til Google Tango i forhold til Google Glass er muligheden for at lade applikationen interagere med rummet i 3D ligesom Microsofts Hololens. Det forudsætter, at enhederne er i stand til at bedømme afstande, og det kan ske via et stereokamera eller en infrarød lampe og infrarødt kamera.

Læs også: Hands-on: Microsofts Hololens er dyr for udviklere - men overbevisende augmented reality

Lenovos Phab 2 bruger et infrarødt kamera til at opbygge en punktsky af omgivelserne. Foto: Lenovo

Google bruger det infrarøde kamera til at opbygge en 3D-model af omgivelserne og kombinerer det med billedgenkendelse. På den måde er det muligt at lære applikationen at genkende omgivelserne, og det kan give større præcision i visningen af mixed reality.

Hvis man slår Area Learning til i sin applikation via Tangos API, får man mulighed for at kompensere for de fejl, der normalt vil opstå i enhedens tracking af dens bevægelse i rummet ved hjælp af sensorer.

Denne 'drift' eller afvigelse betyder mindre ved traditionel augmented reality, hvor det er nok at genkende et objekt, men den præcise position ikke er vigtig. Ved mixed reality bruges de fysiske omgivelser på en måde, der kræver større præcision. Det kan eksempelvis være en dør i lokalet, som skal svare til en dør i applikationen.

Med Area Learning kan applikationen kompensere ved at genkende døren og justere for afvigelsen mellem enhedens faktiske og estimerede position.

Unity er universalværktøj

Udviklere kan bruge C, Java eller Unity til udvikling af Tango-applikationer. Dermed er den dansk-stiftede spilmotor og -udviklingsværktøj efterhånden fællesnævner for både Tango, Windows Holographics og virtual reality som Oculus Rift. Og altså et værktøj, der kan bruges til mere end bare spil.

»Der er en stor fordel ved Unity og lignende værktøjer, fordi vi vil være i stand til at portere vores løsning til andre platforme,« siger Matteo Aliberti.

Han forventer også, at vi kommer til at se mere sammensmeltning mellem Tango og Googles VR-platform DayDream, som også er beregnet til at kunne implementeres af forskellige telefonproducenter, og hvor Unity også er ét af de værktøjer, Google understøtter med et SDK.

Det er imidlertid ikke selve kodningen af Tango-app'en, der er mest krævende. Det er derimod at få skabt den rigtige brugeroplevelse, som udnytter mulighederne i teknologien.

»Der er mange, som vil kunne bygge en applikation, men dét at lave en app, der giver brugerne den rigtige oplevelse, kræver andre færdigheder. Du skal være helt sikker på, at hver bruger får en finpudset oplevelse,« siger Matteo Aliberti.

Læs også: Virtual reality-udvikler: Programmører skal lære en helt ny måde at tænke på

Det kræver også nye færdigheder i udviklingsteamet at få skabt gode 3D-modeller til applikationerne. Det er ikke noget med en model, der er en præcis gengivelse af objektet, det skal også passe til den situation, modellen skal bruges i, og den hardware den vises på.

Microsofts Hololens viser eksempelvis 3D-modellerne på en halvgennemsigtig skærm. Det betyder, at baggrunden - det vil sige omgivelserne - sætter grænsen for, hvor sort eller hvidt et objekt kan være. På en smartphone skal lyset ikke passere gennem skærmen, så her kan man arbejde med mere kontrast. Til gengæld er lagerplads, hukommelse og processorkraft en begrænsning.

»Vi ville lave en fotorealistisk udgave af BMW'en, men var stadig begrænset af telefonen. BMW havde en kompleks 3D-model med cirka 20 millioner polygoner, som vi skulle reducere på en måde, så det ikke påvirkede brugeroplevelsen,« forklarer Matteo Aliberti.

I dette tilfælde ønskede BMW, at det var muligt for kunderne at bruge applikationen uden for forhandlerens showroom, og derfor skulle det være en applikation, som kunne køre på en smartphone. Tanken er, at potentielle kunder kan se bilen i indkørslen eller garagen så tæt på, som den ville tage sig ud i virkeligheden.

Mest fokus på augmented reality

Lige nu er antallet af enheder, der understøtter Tango, begrænset, men mens Google Glass var Googles egen hardware, så er Tango altså en platform, andre hardwareproducenter kan understøtte.

»Det er meningen, at Tango skal være understøttet i alle smartphones i mellemklassen og opefter meget snart, så om et par år vil det kunne være i de fleste Android-telefoner. Det kan blive meget stort,« vurderer Matteo Aliberti.

Det har indtil nu mest været virtual reality, som har skabt opmærksomhed, men det er især på spilmarkedet. Augmented reality og mixed reality mangler hardware til mainstream-markedet, men til gengæld er der mange virksomheder, som er interesserede i teknologierne til eksempelvis uddannelse og produktpræsentation.

»Vi følger både virtual reality og augmented reality, og er interesseret i alle varianter, men lige nu er vi mest fokuserede på augmented reality, som ser ud til at være vejen frem med så mange spændende brugsscenarier,« siger Matteo Aliberti.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (1)
Jens Jönsson

Augmented Reality er en spændende verden.
F.eks. kunne det kombineres med Danmarks Højdemodel (http://sdfe.dk/data-og-infrastruktur/data-om-land-danmark-faeroeerne-og-...), især DHM/Overflade, hvor træer og huse er med...

Det kunne give helt nye muligheder......

I stedet for Google Streetview biler, så ville små robotter og droner køre/flyve rundt og laserscanne omgivelserne, så man kunne få det perfekte virtuelle 3D rum....

Log ind eller Opret konto for at kommentere
Pressemeddelelser

Welcome to the Cloud Integration Enablement Day (Bring your own laptop)

On this track, we will give you the chance to become a "Cloud First" data integration specialist.
15. nov 2017

Silicom i Søborg har fået stærk vind i sejlene…

Silicom Denmark arbejder med cutting-edge teknologier og er helt fremme hvad angår FPGA teknologien, som har eksisteret i over 20 år.
22. sep 2017

Conference: How AI and Machine Learning can accelerate your business growth

Can Artificial Intelligence (AI) and Machine Learning bring actual value to your business? Will it supercharge growth? How do other businesses leverage AI and Machine Learning?
13. sep 2017