Google Wave: Ren hype eller fremtidens 'chat-mail'?

Googles kommende kommunikationsplatform Wave er hypet til at blive den næste store ting inden for online snak og brevskrivning. Men holder hypen vand?

Det internetdrevne hypemaskineri har været rødglødende, siden Google demonstrerede sin nye, danskerfostrede kommunikationsteknologi, Google Wave, i sidste uge.

Google Wave er kort fortalt en platform til at snakke sammen digitalt, og den kombinerer chat, email, fildeling af video og billeder i en samlet pakke, hvor flere personer kan melde sig til og bidrage med indhold til samme 'wave'. En slags blanding af Facebook, Twitter, chat og email.

Bag Google Wave står de to danske brødre Lars og Jens Rasmussen, der også stod bag Google Maps, og de to herrer er kendt for at have visionerne i orden, når det gælder fremtidens internetbaserede teknologier.

Måske derfor har der også været ekstra kog i gryden omkring Googles lille ny, selvom Google Wave lige nu kun er tilgængelig i en ikke-færdig version til udvalgte udviklere.

Blandt andet er manden bag open source-CMS-systemet Drupal helt oppe at ringe efter at have set demonstrationen af Google Wave fra Googles I/O-konference.

»Google Wave er et af de mest spændende produkter, vi har set i et stykke tid. Det kan forandre den måde, vi arbejder på, hvordan vi samarbejder, og den måde vi driver forretning på. Det her er stort og giver mig tonsvis af inspiration til Drupal,« skriver Drupal-stifter Dries Buytart på sin blog.

Indtil videre er der ingen dato for udgivelsen af Google Wave, og det er endnu ikke lykkedes Version2 at få de to danskere bag måske-sensationen i tale. De giver ikke interviews om Wave lige nu, lyder meldingen fra Google.

Hvad er din vurdering af Google Wave? Se præsentationen af teknologien under fanebladet Eksterne links, hvis ikke du allerede har gjort det, og giv dit besyv med i debatten.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (24)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Anonym

Google wave ser utrolig interessant ud. Om ikke andet, så fordi der endelig er nogen der forsøger at forbedre på den mest misbrugte 'applikation' i IT-historien, email !

Wave kan, efter min mening, ændre måden vi samarbejder og kommunikerer på. Om vi er klar, er så et helt andet spørgsmål.

Den typiske kommunikation foregår jo i dag ved at rundsende .xls og .doc filer i vildelse til alle der kunne tænkes at have bare den mindste interesse.

Det skal blive spændende at se om wave er enkelt nok i anvendelse, til at blive bred udbredt.

Og 2 point for at levere wave som open source. Google har lært lektien fra maps. Giv udviklerne et api, og fantastiske ting kan ske..

  • 0
  • 0
#2 Anonym

Det ligner typisk Google - kun at fokusere på funktionalitet og egen forretningsmodel (salg af profiler) og ignorere sikkerhed.

Her går det bare helt amok. Dety ligner et forsøg på genindførsel af stavnsbåndet med sikkerhedsproblemer eksponentielt eskalerende i alle retninger.

Mange af funktionaliteterne er naturlige som del af unified messaging og overgang til stadigt mere realtids og ambient tilpassende processer. Men det gængse problem i alle disse forhold er at kravene til sikkerhed stiger tilsvarende.

Googles svar er åbenbart totalt at ignorere sikkerhedsspørgmålene. Spørgemålet er om det er for at komme først eller fordi man bevidst lader forretningsmodellen gå foran hensyn til bæredygtigheden.

  • 0
  • 0
#3 Deleted User

Jeg kunne nemt se at systemet bliver brugt internt i virksomheder, som en slags videnscenter/sted hvor man deler viden. Jeg kunne også nemt se at den bliver udbredt som et decideret kommunikationsværktøj, men om de unge mennesker ligefrem vil bruge den som de bruger twitter, facebook eller MSN... Det ved jeg ikke.

  • 0
  • 0
#5 Claus Bo Larsen

Sikkerhed i sociale netværk er jo kun hvad brugerne gør det til. Hvis du vælger at dele informationer med omverdnen som burde beskyttes af sikkerheds tiltag, så har du da bestem din egen andel af sikkerhedsproblematikken.. Jeg er ret sikker på at dem som slet ikke har en Facebook profil ikke har et sikkerhedsproblem med facebook, osv. I sociale netværk og lign må du selv tage stilling til sikkerhed og mulighed for informations deling / udnyttelse. Det forholder sig naturligvis andeledes på andre fronter som offenlige systemer, butikker hvor du oplyser kreditkort informationer osv, men sociale netværk og lignende tiltage er helt op til dig selv.

  • 0
  • 0
#6 Thomas Stig Jacobsen

Det kan du til dels have ret i men i stedet for at skrive en svada om hvor inkompetente Google er så ville det være bedre at komme med konkrete eksempler på programmeringsfejl fra f.eks. deres API for på den måde at bevise at du har ret.

Hvis der ingen programmeringsmæssige sikkerhedsfejl i systemet så bør man overveje at sikkerheden som Claus så smukt udtrykker det "er hvad brugerne gør det til.".

Så Stephan hvor er det du har observeret fejl i deres nye platform eller måske ligefrem deres protokol for jeg er sikker på at vi alle er meget interesserede heri. Eller har du bare en dårlig dag?

Med venlig hilsen Mig

  • 0
  • 0
#7 Casper Kvan Clausen

Jeg håber meget at det lykkes for Wave at erstatte email, for føderationsarkitekturen rammer efter min mening et godt kompromis mellem tilgængelighed og sikkerhed, og naturligvis et meget bedre kompromis end email. Jeg er faktisk næsten mere glad ved tanken om et farvel til joe jobs og et goddag til autentificerede afsendere, end ved den ekstra funktionalitet.

Det stiller også Microsoft i et interessant dilemma: de kan satse på at organisationer, der allerede bruger Exchange, ikke vil installere en Wave-server -- men hvis de tager fejl, risikerer de at Exchange bliver skubbet ud. Specielt hvis nogen bygger muligheden for at importere Exchange-arkiver til en Wave-server.

Nåja, og så er udsigten til en afsked med topposting en ret stor bonus.

  • 0
  • 0
#8 Torben Seebach

Dette kunne ligne det endelig for det umulige email system.

For små virksomheder vil dette være genialt, men større virksomheder vil kunne få seriøse problemer med at kontrollere sikkerheden. Det er næsten for nemt at dele information i deres verden. Jeg tænker bl.a. på medicin industrien.

Men nøj, jeg vil godt have det nu!!

  • 0
  • 0
#10 Hans-Kristian Bjerregaard

Som jeg ser det er det mest spændende slet ikke applikationen. Jo den er da meget liret og bliver også sjov at bruge men det der virkeligt rykker er at wave modellen bliver til en protokol baseret på tilstands ændringer. Med den måde internettet bliver brugt på idag er ideen bag HTTP med bare at sende hele dokumenter med massere af redundant information håbløst gammeldags. Jeg tror helt klart at der er meget mere potentiale i wave protokollen end bare IM.

Er jo også derfor det hele bliver open scource så ale kan kaste sig over det. Google ved jo godt at vil man ændre verden så kan man ikke gøre det hvis kun et firma har rettighed til fremtiden.

  • 0
  • 0
#11 Casper Kvan Clausen

Spammere vil enten skrive indhold på offentlige waves (jf. blog- og forumspam i dag), eller de vil inkludere alle og enhver på deres egne waves. Der er imidlertid den store fordel ved Wave-systemet, at alle waves er signerede af den afsendende server, som også putter domænedelen på. Derfor vil det være umuligt at spoofe andre domæner, og dermed vil man blot kunne opretholde en simpel sortliste over domæner, man ikke ønsker at dele waves med. Certifikatautoriteter, man ikke har tillid til, kan ligeledes sortlistes.

Det største problem bliver, som altid, kompromitterede klienter. Disse vil dog skulle logge ind til en wave-konto for at få adgang til at udsende wave-operationer, som nogen vil modtage. Alene det, at det vil være slut med at forbinde direkte til modtagerens server fra en kompromitteret klient, vil begrænse effektiviteten af kompromittering som spamværktøj.

Et andet problem kan være offentlige udbydere af wave-konti. Hotmail og Gmail er dog ret godt beskyttede mod brugen af deres systemer til spamudsendelse (bl.a. via ratebegrænsning), og de samme teknikker vil kunne bruges til wave-konti.

  • 0
  • 0
#12 Anonym

Har Google aktiveret deres ansatte til at stemme for dem?

Det karakteristiske ved Wave er at Wave service provider er et stort åbent blødende sikkerhedshul som ikke dækket mod nogen former for angreb - hverken interne eller eksterne. http://www.waveprotocol.org/whitepapers/google-wave-architecture

Brugerne har ingen sikkerhed og forretningsmodellerne bag garanterer nærmest esklarende misbrug - det er jo formålet.

  • 0
  • 0
#14 Anonym

Formidlingsproblem? Ja, formidlingsproblemet er at nogle kommercielle providers skaber den misopfattelse at serverne kan være sikre når clienter ikke har nogen. Endda samtidig med at de maksimerer og koncentrerer risikoen hvor interesskonflikten er størst.

Så i stedet for at sikre systemerne gør man alt for at blotlægge clienterne for det kommercielle misbrug.

Der er kun en måde at sikre den digitale verden - at skubbe kontrollen client-side og isolere transaktionerne.

Problemet er at de store online providers og statens teknokrater hurtigt kan blive enige om at magten skal ligge hos dem, mens borgerne ikke skal have nogen former for sikkerhed.

Det er allerede gået galt - men markedsprocesserne og selve samfundsstrukturen trækkes stadigt mere skævt i retning af en ensidig og totalt uholdbar centralisering som kun misbrugerne nyder godt af.

  • 0
  • 0
#15 Lars Blomgaard

Vi sender dokumenter rundt og andre fortrolige informationer. Hvor meget af det er egentlig krypteret ? Wave bliver forhåbentlig forsynet med noget SSL. Allerede der er man et skridt i den rigtige retning. Hvis man skal godkende alle dem man vil "wave" med, så kan jeg forestille mig at man eliminere spam også.

Jeg håber at wave bliver fritaget for bannerreklamer, da dette er facebook største problem. Det er de reklamer / applikationer som udgør Facebooks største sikkerhedtrussel.

Jeg glæder mig ihvertfald til at se hvad der bringer med sig.

  • 0
  • 0
#16 Anonym

Kryptering mod 3. part er en illusion, hvis kontrollen ligger i serveren. Perimetersikkerheden bryder sammen - uundgåeligt.

Facebook problemet er facebook selv. Man kan sagtens understøtte sopciale netværk uden at serverne udgør et sikkerhedsproblem. Men problemerne op står når den kortsigtede kommercielle interesse ødelægger samfundsmodellen.

  • 0
  • 0
#17 Anonym

Når man ser wave efter ligner det blot en samtidig realtidsopdatering af et dokument koblet med en overhyped unified messaging.

Denne funktionalitet kan og bør arrangeres client-side kombineres med end-to-end kryptering og pseudonymisering af clienterne, dvs. så en af clienterne agerer server i en rent peer-to-peer system. Persondata har INTET at gøre på en server - det kan ikke sikres og misbruget er garanteret.

Men flyt funktionaliteten client-side og problemet er nærmest elimineret fordi man har frataget det kommercielle misbrug adgangen til intravenøs spyware og kriminelles lette skalerede adgang til at misbruge det samme.

Og ja, selvfølgelig er der behov for en styrkelse af sikkerheden client-side, dvs. at trække nøglerne væk fra selve pc-en. Hvilket man ikke får når staten lige har solgt borgerne til PBS (DanId og eBoks).

Wave er ren spyware - ikke at det kan undre eftersom Googles forretningsmodel er salg af stadigt mere detaljerede personprofiler på trods af den åbenlyse uforenelighed med helt basale demokratiske og markedsmæssige principper.

Det virkeligt relevante her er debattens alvorlige mangel på kvalitet og ureflekteret leflen for et kommercielt tiltag som så åbenlyst mangler enhver forståelse for de sikkerhedsmæssige og markedsmæssige konsekvenser.

For mig at se synes de fleste indlæg at bunde i enten udtryk for en anti-MS eller en ureflekteret pro-Google holdning. Ingen af disse er dog udtryk for den kvalitet som man burde forvente på Version 2 - det er ganske enkelt for ringe.

  • 0
  • 0
#18 Lars Bjerregaard

Jeg er en af dem der er helt oppe og ringe efter at have set Wave demoen. Jeg håber virkelig Google kan få skubbet det her ud over rampen, da jeg mener det har potentiale til at revolutionere web som vi kender det i dag. Det største problem tror jeg bliver, efter at have læst folks reaktioner rundt omkring, at få folks hoveder ud af legacy tankegangen, og få dem overbevist om at "it's really happening". Wave er en af de ting der rammer folk som "too good to be true". Men jeg tror sgu på det, og er helt vild for at få prøvet kræfter med bæstet. Det blir stort du!

  • 0
  • 0
#19 Martin Kofoed

Der hvor jeg for alvor ser en kæmpe fordel, er muligheden for at konsolidere virksomhedens kommunikation på én platform.

Lige nu kører vi mail, wiki, forum, blogs, you name it, og alle systemer kører i sin egen web-container og er bakket op af sin egen relationelle database. Det eneste, de har til fælles, er opslag i LDAP.

Wave ser ud til at kunne blive det naturlige næste step: "we moved it all on to that one", for at bruge et gammelt IBM-slogan.

  • 0
  • 0
#20 Anonym

Unified messaging, realtidssamarbejdsværktøjer, Mashup etc. afspejler alle behov.

Men problemet opstår når man ikke forholder sig strategisk til hvordan man opfylder disse behov.

Lemmingeeffekten med at blotlægge virksomhed og borger overfor konkurrenter, kriminelle og andre eksterne kræfter er reel og yderst farlig.

Man kan kun opfordre til at disse beslutninger og vurderinger skal træffes på det rette niveau og ikke af teknikkere som kun ser 2% af problemstillingen.

  • 0
  • 0
#21 Anonym

"2% af problemstillingen" var en mental provokation - ikke ment nedladende.

Men problemstillingen kan på mange måder sammenlignes med dne primitive håndtering af miljødiskusionen i 70erne.

"producenterne" interessereserede sig kun for kortsigtige aspekter og ignorerede de seriøse problemer de skabte for sig selv.

Omvendt betyder det ikke at man skal blive "bange for teknologi" - man kan blot erkende at sikkerhed er client-side eller slet ikke.

  • 0
  • 0
#22 Thomas Watts

For enhver, der har arbejdet med små, distribuerede og relativt selvkørende teams, er det her tæt på at være den hellige gral.

Der findes værktøjer og suiter, der forsøger at gøre noget i denne retning. Det mest kendte (uden for DKs grænser, om ikke andet) er nok Basecamp (http://www.basecamphq.com/) som netop integrerer mails, chat, attachments, dashboard... men det har en masse begrænsninger, bl.a. pris + et lukket system, som ikke nemt tillader add-ons. F.eks. nægter hovedmanden at tillade Gannt charts - for han kan ikke lide dem personligt!

Så hvis Wave kan tilfredsstille de sikkerhedsmæssige aspekter af denne slags arbejde, er der sammen med Gears en potentielt uhyggeligt stærk - og ikke mindst nødvendig - platform på vej til projektledere.

Der er meget mere i Wave end bare det, men netop projektledelsesaspektet vakte genklang hos mig. Hvordan det ville stå sig i et særdeles omfattende projekt med underleverandører, f.eks. ved jeg så ikke... forekommer mig, at det måske nok ville ende med uoverskuelige beskedmængder, der ikke kategoriseres eller destilleres til essensen. Men måske det netop ville føre til selvransagelse og strukturering fra deltagernes side... time will tell. Meget, meget interessant er det ihvertfald, og skønt, at der tages fat på standarder for kommunikation, der har været statiske alt, alt for længe.

  • 0
  • 0
#23 Mathias Dannesbo

Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv. Jeg har prøvet at overbevise nogle at mine ikke-tekniske venner om at det er så revolutionerende at det kommer til at ændre (næsten) alt kommunikation. De tænker for gammeldags, det er først efter 30 minutter med hop gennem videoen og massere af snak de bliver overbevist om at det er fremtiden, men så er de også lige så imponeret som mig!

  • 0
  • 0
#24 Anonym

Ingen tvivl om at der er masser af udækkede behov for at lave langt bedre løsninger til kommunikation. Almidnelige mennesker har nærmest ingenting og gruppe er ringe understøttet.

Men som andre har påpeget så er sikkerhed centralt for at håndtere disse spørgsmålet - og Waves dækning af sikkerhedsaspektet er ikke engang begyndt at tage hul på problemet.

Det ligner ren plug-on "sikkerhed" enten for at skabe illusionen af sikkerhed, mens serverne er gabende sikkerhedshuller - eller designet så det følger interessen.

Hvis du kan holde det inhouse på egne servere og isolere det til et formål, så fint.

Hvis ikke - så udestår hovedparten af arbejdet med at distribuere kontrollen væk fra serverne. Ingen virksomhed kan tåle at blive profileret på dette niveau, så ingen eksten server må komme i nærheden af sådanne data.

Kunder, produktudvikling, planer kommer til salg for højstbudene. Der er ikke den store forskel på at forbryger Y søger på Suzuki, kræft eller nyt job - og så udnyttelsesværdien i viden om at virksomhed x er ved at lande kunde z etc.

En god motor til at håndtere samtidighed er brugbar i mange sammenhænge, men Wave kan få den manglende sikkerhed i Facebook til at ligne peanuts.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere