Google viste ejere af kinesiske kameraer billeder fra vildtfremmede hjem

Brugere af Google Nest Hub har fået billeder ind fra overvågningskameraer i fremmede hjem. Nu har Google lukket ned for adgang til Xiaomi-kameraer.

Google har spærret for, at brugere kan tilknytte overvågningskameraer fra den kinesiske producent Xiaomi til en Google Home-konto.

Det sker efter, at flere brugere har oplevet, at de så billeder fra andres Xiaomi-kameraer i stedet for deres egne og dermed kunne se, hvad der foregik i andre menneskers hjem.

The Android Police var det første medie til at fortælle om problemet.

Billederne fra tilfældige hjem er dukket op under streaming af indhold fra eget kamera til en Google Nest Hub, der er en skærmbaseret hjemmeassistent.

Uvedkommende har bl.a. set billeder af sovende mennesker og et spædbarn i en vugge.

I dialog med producenten

»Vi er opmærksomme på problemet og er i dialog med Xiaomi for at sikre en løsning,« siger en talsmand fra Google ifølge The Verge.

»Indtil da har vi deaktiveret Xiaomi-integration til vores enheder.«

En reddit-bruger har uploaded en video af de forkerte billeder.

Der har været flere tilfælde af sikkerhedsproblemer med IP-baserede overvågningskameraer, bl.a. sårbarheder, der var nemme at udnytte i tidlige modeller.

Lige efter jul måtte kameraproducenten Wyze erkende, at en usikker server havde eksponeret 2,4 millioner kunders data i mere end tre uger.

Og kameraer fra Ring har manglet grundlæggende sikkerhedsforanstaltninger for at forhindre uautoriseret adgang.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (5)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Ole Kaas

En slags jeg-har-intet-at-skjule-roulette for dem hvor mere overvågning betyder mere tryghed og frihed. Når der alligevel ikke sker en skid hjemme hos en selv, kan man lige checke, at der ikke foregår noget fordækt i andre hjem rundt om i verdenen.

  • 10
  • 0
#2 Louise Klint

Ja, apropos overvågning, tryghed og frihed.

Herhjemme nævnte vores statsminister det igen, i sin nytårstale forleden. Tryghed og frihed og redskaber (= overvågning) dertil.

Slagord og et ræsonnement, som bl.a. også justitsministeren har gjort sig til talsmand for – at tryghed og overvågning giver frihed. 06.12.19: https://twitter.com/je5perl/status/1203016983186432002

Og som, for mig at se, altovervejende er led i en kommunikationskampagne og -strategi, som blev skudt i gang med åbningstalen i oktober, med det formål at vinde tilslutning til regeringens Sikkerhedspakke, der indeholder en række overvågningsinitiativer, og få den stemt hjem til foråret. http://www.justitsministeriet.dk/sites/default/files/media/Pressemeddele...

Vi skal forstå, at overvågning giver frihed. Og at det er nødvendigt.

Ordføreren bakkede op, 08.11.19: https://www.berlingske.dk/opinion/man-skal-passe-paa-med-at-goere-sig-al... Statsministeren gentog det igen i Tv-avisen, i december, på dagen for politiets terrorrelaterede anholdelser. Og Findsen, chef for Forsvarets Efterretningstjeneste perspektiverede og betryggede lige inden jul, at der er grænser (for overvågningen). ”Vi lever jo i et demokrati, ikke i en bananrepublik.” 19.12.19: https://www.version2.dk/artikel/chef-forsvarets-efterretningstjeneste-ad... https://nyheder.tv2.dk/samfund/2019-12-18-dansk-spionchef-advarer-mod-fo...

Fra statsministerens nytårstale forleden (min fremhævning):

Vores myndigheder skal have de bedste redskaber. Derfor skal vi sætte hårdt ind mod bandekriminalitet. Skærpe straffen for vanvidskørsel i gaderne. Og give strengere straffe til de fremmedkrigere, der har vendt Danmark ryggen. Vi skal være årvågne. Beskytte vores tryghed. Og dermed vores frihed.

http://www.stm.dk/_p_14892.html

  • 4
  • 0
#3 Mikael Ibsen

Og det er såmænd bare denne smukke og prisværdige rolle, som staten nu føler sig dybt inspireret til at overtage og videreføre i storskala - til vores alles bedste og tryghed. Denne prægtige attitude er det da næsten synd at kritisere. Men der findes jo desværre altid utaknemmelige eksemplarer, som ikke forstår - eller vil forstå - hvad der i sidste ende er bedst for dem, for os alle, og i sidste ende for Mor-og-Far-Stat. Mummy knows best - you know.

  • 1
  • 0
#4 Anne-Marie Krogsbøll

Ja, vi må hellere udstyre de kære små med tankehatte ved fødslen, af hensyn til forskningen - og også os andre, så grimme, kriminelle tanker kan kvæles i opstarten, så tryghed, og dermed frihed, kan blive komplet (eller interessante tanker kan stjæles): https://www.information.dk/moti/2019/12/facebook-satser-milliarder-paa-l... https://www.vox.com/2019/8/30/20835137/facebook-zuckerberg-elon-musk-bra...

Måske kunne vor kære statsministerinde udstyres med sådan en? Så behøver hun slet ikke at holde sin nytårstale, men kan nøjes med at streame den direkte ud fra sin hjerne... det kunne være ret oplysende...

Verden er af lave.....

  • 1
  • 0
#5 Bjarne Nielsen

... og i sidste ende for Mor-og-Far-Stat. Mummy knows best - you know.

Mette Frederiksen i rollen som Big Mother? Hvor forudsigeligt, og hvor åbenlyst.

Men husk, at Big Mother går hånd i hånd, men det, som Zuboff (og andre) kalder the Big Other. Der, hvor man (med mine ord) har taget et skridt væk, og glemt sine følelser, og gjort os andre til numre uden navne og ansigter. Hvor vi er pseudonymiseret og sat på regneark. For de eneste dyr, som man giver navne, og som må komme ind i stuehuset, er kæledyr.

Ja, apropos overvågning, tryghed og frihed.

Trygheden er forudsætning frihed, fordi at der ikke kan være fristeder uden tryghed. Men der er forskel på at våge over og overvåge. Og når overvågningen bliver et omklamrende, alt omfattende, allestedsnærværende og klinisk præmis, ja, så bliver det bare klamt. Når man ikke engang kan trække dynen op over hovedet uden at skulle leve med dyneløfteri. For så er der ingen fristeder. Og uden fristeder, ingen frihed.

Vi skal skabe fristeder, og værne om dem. Ikke frygte dem, og derfor fjerne dem. For så får vi smidt barnet ud med badevandet. Lytter du med ... Big Mother?

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere