Google vil straffe sider, der har forstyrrende reklamer

Hjemmesider, der har forstyrrende reklamer, vil fra januar næste år blive straffet i Googles søgealgoritmer.

En pop-up-reklame overtager hele skærmen og skratter sit budskab ud i rummet. Den side, du i virkeligheden ville se, er nu blot et gråt baggrundstæppe.

Sådan en type reklame vil fra 10. januar næste år gå ind under indhold 'der ikke er nemt tilgængeligt' i Googles algoritmer. Hjemmesiden, reklamen kører på, vil dermed blive lavere placeret i Google-søgninger, skriver The Verge.

Det er ikke første gang, at brugervenlighed får lov at spille ind i Googles algoritmer. Sidste år fik for eksempel mobilvenlige sider bedre placeringer i søgninger.

Rimelig og urimelig forstyrrelse

Ud over pop-up-reklamer, der skjuler siden bagved og skal trykkes væk med et rødt kryds, vil reklamer, der fylder 'urimeligt meget' også blive straffet.

Reklamer, der skal imødegå særlige restriktioner såsom aldergodkendelse, vil ikke blive ramt. Heller ikke bannere og reklamer, der optager det, som Google definerer som 'rimelig plads, bliver ramt. Google har endnu ikke endeligt defineret, hvad der er rimelig, og hvad der er urimelig optagelse af plads.

Der er dog rigtig mange faktorer i Googles søgeregnestykke, og derfor betyder ændringen ikke, at en side på trods af store irriterende reklamer ikke stadig kan ende øverst i søgninger, skriver The Verge.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (3)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere