Google vil slanke billed-formater: Klar med afløser for JPEG

Står det til Google vil JPEG-formatet blive afløst af det nye og mere effektive WebP-format. Målet er at gøre filstørrelsen på billeder på nettet væsentligt mindre.

Der er sket meget siden JPEG-formatet blev præsenteret i 1992, og det er tid til et nyt og mere effektivt format for billeder på nettet.

Sådan lyder det fra Google, der nu præsenterer det nye billedformat WebP. Ideen er, at en bedre komprimering vil give mindre billedfiler på nettet og dermed kortere download-tid. Det er især en fordel for dem, der bruger telefonen og mobile netværk til at komme på internettet eller bare har langsomme forbindelser. Det skriver firmaet i et blogindlæg.

65 procent af alle data på internettet er billeder, og kan man skrumpe dem, vil det hjælpe gevaldigt på mængden af trafik i netværkskablerne.

Ifølge Google vil man kunne skære 39 procent ned på en billedfils størrelse ved at gå fra JPEG til WebP. Tallet kommer fra en test, hvor en million tilfældige billeder fra nettet blev konverteret til WebP i en kvalitet, så man ifølge Google ikke kunne se forskel på JPEG-originalen og WebP-kopien.

Billederne er lagt ud på en webside, så alle kan sammenligne med egne øjne. Men der er stadig ubekendte, for eksempel hvor effektivt JPEG-billeder var komprimeret oprindeligt.

Foreløbigt er WebP-formatet stadig under udvikling, så præsentationen af formatet er kun et udvikler-preview. Blogindlægget fra Google oplyser ingen tidslinje eller deadline for billedformatet.

Bruger algoritmer fra videoformat

Google har efter købet af videokomprimeringsfirmaet On2 fået rådighed over masser af teknologi og eksperter inden for billedbehandling, og WebP er da også sat sammen af algoritmerne bag videoformatet VP8, som Google har gjort gratis at bruge under navnet WebM.

Men ligesom det ikke er trivielt at få gjort et nyt videoformat populært, vil det også være en massiv opgave at få hele verden til at foretrække WebP som billedformat. Først skal alle større browsere og billedbehandlingsprogrammer understøtte formatet, og siden skal alle, der lægger billeder på nettet, også overbevises om fordelene.

En nyere version af JPEG med navnet JPEG 2000 har for eksempel aldrig fået nogen særlig udbredelse.

Tankerne om det nye billedformat er i tråd med Googles overordnede målsætning om at gøre internettet hurtigere og mere brugbart for flere mennesker. Det har blandt andet ført til browseren Chrome, der satte gang i et kapløb om, hvor hurtigt man kunne afvikle Javascript i en browser.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (9)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#2 Carsten Kanstrup

Ja, eller fraktal billedkompression se http://en.wikipedia.org/wiki/Fractal_compression .

Hvad skal vi med endnu et format, som har en fast størrelse, som opdeler alt i små blokke, og som ødelægger konturerne, så det er overordentlig tidsrøvende at "klippe" med et billedbehandlingsprogram?

Fraktal billedkompression kræver meget stor computerkraft på komprimeringssiden og har været beskyttet af patenter; men det komprimerede billede har ikke længere nogen fast størrelse og kan derfor skaleres vilkårligt næsten uden synlig tab af kvalitet (får blot flere virituelle detaljer). Så kunne f.eks. selv det mindste billede på en webside skaleres til fuld skærmstørrelse med et enkelt klik, eller et normalt familiebillede kunne skaleres til plakatstørrelse. Desuden bevares selv de skarpeste konturer i stedet for at blive omdannet til "ringende" sinuskurver.

Google, kom med noget bedre, hvis hele verden skal skifte. Der er andet i denne verden end web billeder med meget lav opløsning. Tænk også hvad man kunne spare, hvis det tåbelige 7-bit format på nettet blev skiftet ud med 8 eller måske 9 bit.

  • 0
  • 0
#7 Jonas Finnemann Jensen

Jeg er sikker på at hvis man bare komprimere de jpg billeder der findes på nettet ordenligt, så kan man sikkert allerede på at spare en masse...

@Per

være en efterfølger til PNG.

Det andet vil jo svare til at Windows 7 er efterfølger til Windows 95... (og det er det da på en måde, men alligevel...)

Hvordan det ? Ser ud PNG som efterfølger til JPG? - Jeg tror det fleste andre ser PNG som et komplement til JPG...

  • 0
  • 0
#9 Torben Mogensen Blogger

Der er bestemt behov for begge dele. Det er bestemt at foretrække, at der ikke bliver tabt information ved komprimering, men det sætter også en grænse for, hvor meget, man kan komprimere (billedets kolmogorovkompleksitet). Der er dog i de fleste tilfælde ret langt ned til grænsen, så der er stadig meget at hente i "lossless" komprimering.

Med en "lossy" komprimering kan man opnå meget mere komprimering på bekostning af at smide information væk. Kunsten er så at finde ud af, hvilken information, man bedst kan slippe af sted med at fjerne, uden at det nedsætter synsoplevelsen væsentligt. De fleste metoder tillader, at man kan vælge, hvor meget information, der ryger, og dermed, hvor meget billederne fylder.

Hvad man kan smide væk afhænger i stor grad af typen af billeder. JPEG er orienteret mod fotografiske billeder og fungerer ret skidt til stregtegninger eller andre billeder med skarpe konturer. Fraktal komprimering er selvsagt bedst egnet til billeder med fraktale elementer.

Det ideelle ville være en metode, der genkendte arten af billedet og valgte en metode, der egner sig til denne.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere