Google vil selv designe den næste Nexus

Google vil nu gå Apple i bedene og designe sin egen smartphone.

Normalt ligger der en LG, Huawei eller Samsung i maven af en Nexus. Men ifølge en rapport omtalt i The Information, vil Google nu gå egne veje og designe den næste Nexus selv.

Og så alligevel ikke helt. For rapporten antyder, at Google har planer om at få det kriseramte HTC til i fremtiden at bygge Google-telefoner, men under Nexus-navnet. På den måde vil Google efterligne Apple og begynde at designe komplette telefoner fra yderst til inderst.

En af årsagerne til beslutningen er, at Google længe har ønsket at slippe for det fordyrende OEM-led i deres produktion af Nexus.

Indtil nu har Google typisk draget fordel af, at OEM-producenter som Huawei har haft behov for at brande sig på markedet eller få volumen på egne produktioner, og derfor har produceret under særlige vilkår for Google. Men den model er uholdbar for Google, hvorfor man nu søger mod at producere selv.

En anden årsag er ifølge The Information, at Google ønsker at give Apple større konkurrence på high-end-markedet inden for smartphones, hvilket kræver, at Google får en platform, hvor de kan kaste nogle af sine mange millioner i produktionen af egen hardware.

Hos HTC kæmper man efter sigende fortsat med at bygge dette års Nexus-telefon, hvilket meget vel kan blive den sidste, der også bærer et OEM-logo.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk

Kommentarer (3)

Kenneth Nielsen

Så giver det ikke helt mening, at de skilte sig af med Motorola. Motorola havde alle forudsætningerne for at producere det Google ønsker, og de seneste Motorola modeller af Moto X og G ligger meget tæt op af Nexus imo. Men selvfølgelig så var det en torn i øjet på alle de andre partnere.

Esben Laursen

For rapporten antyder, at Google har planer om at få det kriseramte HTC til i fremtiden at bygge Google-telefoner, men under Nexus-navnet.

Så Google vil bygge sin egen mobil, meeen få en anden til at gøre det, er det ikke lidt som altid, eller misser jeg noget vitalt?

Johnnie Hougaard Nielsen

eller misser jeg noget vitalt

Der er stor forskel på "designe" og "bygge". Ligesom med Chromebook Pixel, Chromecast, og hvad Google ellers står for af hardware produkter, kører samlebåndene hos de virksomheder som netop har som forretningsområde at bygge dimser uden eget design og brand. De hidtige Nexus har jo været designet hos HTC, Samsung, LG, Motorola eller Huawei, men dog i samarbejde med Google. Artiklens sammenligning med Apple er altså relevant, fordi Apple jo heller ikke selv har iPhone samlebånd under deres organisation.

Motorola havde alle forudsætningerne for at producere det Google ønsker

Igen handler det ikke om "producere", men om design. Motorola var en stor organisation, bl.a. netop med produktion, hvor det er mere "agilt" ikke selv at skulle tage sig af samlebånd og pakning. Det er efterhånden svært at få bedre økonomi med in-house produktion.

Kort sagt mener Google, hvis rapporten da står til troende, at få et bedre produkt ved ikke at lade markets etablerede (men ikke altid lige "originale") producenter stå for design. Fx har de da netop fået pæne med på vejen omkring hardware design af Pixel produkterne og Chromecast.

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer