Google vil igen transskribere lydfiler fra stemmeassistent
Nu går Google igen i gang med at transskribere de lydbidder, som brugerne giver techgigantens stemmeassistent, Google Assistant.
Det skriver The Register og nyhedsbureauet AP News.
Google genindfører proceduren, efter at virksomheden tidligere i år midlertidigt stoppede med at transskribere brugernes lydfiler. Det skete, fordi mere end tusind optagelser med tysk tale blev lækket til pressen.
Men nu genindfører Google proceduren, hvor eksterne underleverandører skal gennemlytte og transskribere nogle af de lydbidder, som stemmeassistenten opfanger fra brugerne.
Google undskylder
I forbindelse med, at praksissen bliver genoptaget, har Google udsendt en meddelelse på sin blog, hvor virksomheden undskylder for, at den ikke har været god nok til at orientere brugerne om, hvad der rent faktisk skete med lydoptagelserne.
»Der har for nylig været udtrykt bekymringer om vores proces, hvor sprogeksperter kan lytte til og transskribere lyddata fra Google Assistant som et led i at forbedre teknologien til flere forskellige sprog. Det er tydeligt, at vi ikke levede op til vores høje standarder i forhold til at gøre det let for jer (brugerne, red.) at forstå, hvordan jeres data bliver brugt, og det undskylder vi for,« skriver Google i udmeldingen.
Google oplyser, at virksomheden i fremtiden vil gøre det mere klart for brugerne, hvad der sker med deres lyddata. Derfor skal brugere af stemmeassistenten igen skal give samtykke til, at deres lydfiler må blive transskriberet. Det er muligt for brugerne at benytte sig af assistenten, selvom de afviser at give samtykke til transskribering.
Ifølge AP News vil Google også slette optagelser efter »et par måneder«. Folk får desuden mulighed for at gennemgå deres optagelser og slette dem manuelt når som helst.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.