Google: Vi giver Google Docs en kraftig overhaling

Inden for et år vil Googles webbaserede tekstbehandling og regneark få en massiv opgradering, lover Google. Det skal gøre det attraktivt for firmaer at skifte til Google Apps.

Der mangler en hel masse arbejde på Google Apps ? men det kommer.

Sådan lød budskabet fra Dave Girouard, leder af Google Enterprise, da han torsdag fortalte om planerne for Googles webbaserede applikationer på en konference i USA. Der er store forbedringer på vej for tekstbehandlings- og regnearks-delen af Google Apps, kendt selvstændigt som Google Docs, lovede han.

»Inden for et år vil forskellen være som nat og dag, sammenlignet med det nuværende,« fortalte han, ifølge Vnunet.com.

I dag bruger de fleste Google Apps-kunder kun Gmail og kalenderen. Og der er også lang vej igen, før Google Docs kan konkurrere direkte med Microsoft Office eller Openoffice, indrømmede han.

Omvendt kan brugerne af Google Docs glæde sig over indbyggede samarbejdsværktøjer, som de konkurrerende kontorpakker ikke har i samme grad.

De store forhindringer for at kapre kunder fra Microsoft Office er dog ikke kun manglen på funktionalitet, men at mange stadig er utrygge ved at skulle have virksomhedens data svævende i et datacenter hos Google, lød Google-chefens vurdering.

Og så er det også en massiv og måske skræmmende opgave for en it-chef at udskifte et så centralt værktøj i virksomheden, inklusiv at omskole alle de ansatte, der har brug for undervisning.

I dag har Google Apps afløst Microsoft Outlook og Office hos enkelte store, kendte koncerner som fx den britiske avis The Guardian. Men et par gange om måneden får Google Apps en ny kunde i 10.000-bruger-klassen, så udviklingen mod at bruge software over nettet ruller langsomt men sikkert, sagde Dave Girouard.

I Danmark bliver Google Apps brugt hos mindre virksomheder som forlaget Systime.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (5)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#5 Niels Dybdahl

Wave er rigtig spændende men langtfra færdig. Efter sigende er der ikke engang en tabeleditor i Wave. Google docs har derimod et velfungerende regneark, som ifølge artiklen er forbedringer på vej til.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere