Google-værktøj piner og plager harddiske, hukommelse og I/O

Det gratis Google-værktøj Stressful Application Test sætter hukommelse, diske og I/O under maksimalt pres for at hjælpe med at reproducere fejl med hardwaren i stressede situationer.

Google har frigivet det indtil nu interne værktøj Stressful Application Test, der kan bruges til at pine og plage hukommelse, harddisk og I/O for at simulere situationer, hvor hardwaren er under maksimalt pres.

Stressful Application Test er et gratis værktøj, der forsøger at skabe realistiske situationer med høj belastning ved at sætte tryk på trafikken med randomiserede data til hukommmelsen fra processor og I/O.

Det kan dels bruges til stress-tests, men også til at afprøve diske, interfacet til hukommelsen og til debugging.

Mange hardwarefejl viser sig kun sjældent og i grænsetilfælde, og ifølge udviklerne af værktøjet kan Stressful Application Test forhåbentlig medvirke til at fremprovokere og reproducere fejl ved at give trafikken på hukommelse og I/O en godt nøk i opadgående retning.

Allokerer 85 procent af hukommelsen

Testen består primært af en række tråde, der hver kopierer blokke af hukommelsen og læser og skriver til disken. Værktøjet allokerer i omegnen af 85 procent af hukommelsen, og hver tråd vælger herefter tilfældige dele af hukommelsen til kopiering, eller til skrivning på disken.

Ifølge Google-folkene er det ikke utænkeligt, at andre kørende programmer trækkes i knæ eller stopper med at svare, når testen sættes i sving, ligesom risiko for overophedning af komponenter heller ikke kan udelukkes.

Samtidig påpeger de, at testen er god til at fange problemer med integriteten af hukommelsessignalet og problemer med hukommelses-controlleren, I/O- og disk-controlleren.

Derimod er programmet kun ´moderat´ godt til at fange dårlige dele af hukommelsen, og egner sig for eksempel slet ikke til at spotte dårlige processorer eller problemer, der først viser sig efter perioder med inaktivitet, skriver udviklerne på værktøjets hjemmeside.

Stressful Application Test kan downloades under fanebladet Eksterne links.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (5)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Peter Andersen

Mikkel, er det bevidst det ikke nævnes at der (formentlig) er tale om en linux applikation?

Her er ihvertfald installationsvejledningen:

[quote] tar zxvf stressapptest-1.0.0_autoconf.tar.gz ./configure make sudo make install [quote]

Mvh Peter - som bare plejer at dobbeltklikke...

  • 0
  • 0
Anders Rosendal

Jeg tror du har ret i at google ikke kører på windows. Det ville også være lidt dumt.

"Mvh Peter - som bare plejer at dobbeltklikke..." Jeg antager det er fordi du har hentet programmet som en .deb pakke?

  • 0
  • 0
Mikkel Meister

Hej Peter -

Mikkel, er det bevidst det ikke nævnes at der (formentlig) er tale om en linux applikation?

Nej, det er ikke bevidst. Jeg så godt, at download-filen var en .tar.gz, og

tar zxvf stressapptest-1.0.0_autoconf.tar.gz ./configure make sudo make install

ser da ganske rigtigt meget Unix/Linux-agtigt ud, så du har vist fuldstændig ret i, at Stressful Application Test ikke er Windows-folket forundt - selvom Google-gutterne ikke skriver det direkte på hjemmesiden, så vidt jeg kan se.

Har nogen mon prøvet at pakke filen ud med Powerarchiver eller lignende og køre indholdet gennem Make på en Windows-box, eller er det 'projekt' dødfødt på forhånd? :)

Mvh Mikkel, v2.dk

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere