Google udvider kontorpakken

Google har bragt sig et skridt tættere på at være leverandør af en fuldt integreret web-baseret office-pakke.

Softwarevirksomheden Google tilføjer nu to nye produkter til deres netbaserede office-suite.

Det er et program til til tekstbehandling og et regneark. Begge er web-baserede og har været tilgængelige som gratisprodukter for private i længere tid, men nu vil Google sy programmerne ind i deres applikationstilbud til virksomheder - kaldet Google Apps for Your Domain.

Fordelen ved de netbaserede applikationer er, at flere kan arbejde med de samme dokumenter. Bagdelen er, at man er afhængig af, om Google har styr på sin it-drift, så man altid kan være sikker på at få adgang til sine dokumenter.

Ifølge amerikanske Infoworld er det planen, at de nye kontorprogrammer skal lanceres i dette kvartal og eventuelt så tidligt som i næste uge.

Brugen af programmerne vil som udgangspunkt være gratis, men Google arbejder på en model, hvor store virksomheder mod betaling kan pakke produkterne ind i deres egen applikationsportefølje.

Version2 har i denne uge en afstemning om implementeringen af Googles nye office-produkter. Er det noget, din virksomhed vil tage til sig? Deltag i afstemningen til venstre på denne side.

Deltag også i debatten nedenfor. Er Google Apps et alternativ til Microsoft Office, og noget som du gerne så indført i din virksomhed, eller er de mange funktioner i Officepakken en nødvendighed, der udelukker brugen af de begrænsede web-applikationer?

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Jens Fallesen

Funktionalitetsmæssigt har jeg ikke brug for alt, hvad der findes i typiske Office-pakker, om det så er Microsoft Office eller OpenOffice.org. Men jeg har meget ofte brug for en mulighed, som Google Apps ikke giver mig: At kunne arbejde med dokumenter offline.

Det kan måske undre, men jeg befinder mig faktisk jævnligt med min pc et sted, hvor jeg ikke er online, men hvor jeg gerne vil kunne arbejde på eksempelvis en artikel.

Jeg slipper altså ikke for at have den nødvendige software til dette på min pc – og så foretrækker jeg stadig at have én software til at arbejde i. Og heldigvis findes der løsninger, der stadig gør det muligt at dele dokumenter med mine kolleger.

  • 0
  • 0
Jesper Laugesen

Blandt andet giver man - jf Google's TOS - Google adgang til (maskinelt) at læse ens dokumenter, at servere reklamer på 'hostede sider'.

Samtidig overlader man væsentlige dele af kontrollen over sine data og sine applikationer til Google: "Kunden accepterer, at Google til enhver tid, og af hvilken som helst grund, kan bringe nærværende Aftale til ophør og/eller bringe bestemmelserne vedrørende alle, eller dele af, Google Applikationer til ophør.".

Jeg bruger gerne Google Apps til ikke-essentielle opgaver (især private). Men ikke om jeg på nuværende tidspunkt vil overlade forretningskritiske eller fortrolige dokumenter til Google. Eller for den sags skyld bygge forretningsgange op, som er 100% afhængig af en tredjeparts fortsatte velvilje.

  • 0
  • 0
Kurt Vandkjær

Vi kan ikke stoppe udviklingen - godt det samme - men! men! men!.
Jeg er fra commondor 64 tiden, hvor vi jublede over at nu kunne vi blive fri for alle de tidsrøvende opgaver. Men ak! selv om computerne blev hurtigere blev programmerne tungere så jeg sidder stadig og trommer med fingrene i skrivebordet eller instrumentbrættet og venter på svar.
Hvorfor dette tilbageblik - Jo større datamængde der skal flyttes kræves der større og større nethastigheder og sikre forbindelser - skal vi så også være afhængig af tredjeparts evner og vilje - jeg tør ikke. ( computeren/personlig terminal skal starte op - adgang til netforbindelse - tredjeparts servere skal køre fejlfrit og for fuld kraft).
Endnu et tilbageblik: Nu da der er varslet snestorm - tænker jeg tilbage til min barndom: Dengang betød det at strømforsyningen, der dengang var luftledninger faldt ned på grund af sne,is og storm. Resultat:
Ingen lys, vand eller varme i flere dage og hvad deraf følger.
Fællesskab er vækst - men afhængighed fjerner evnen til at overleve.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere