Google Hangout - en del af Google+, hvor man kan chatte og dele indhold - bliver nu standard på Android-telefoner i stedet for Google Talk. Samtidigt vil alle Gmail-brugere blive opfordret til at skifte Talk ud med Hangout.
Men det skal man måske lade være med lige nu, skriver The Verge. Der er nemlig forsvundet nogle centrale funktioner i transformationen.
For eksempel kan man ikke ringe ud med Google Voice fra Google Hangout, som man kunne med Google Talk. Den funktion lover Google dog er på vej. Det fremgår heller ikke, om en person er online, tilgængelig eller offline i chatten, som man ellers kender det fra de fleste chat-klienter.
Er man kommet til at sige ja til Hangout i Gmail, kan man godt fortryde, men på Android-telefoner bliver Talk skiftet ud med Hangout.
Med Hangout skifter Google også protokol. I stedet for den åbne XMPP-standard, bruger Hangout-chatten sin egen, lukkede protokol, så man ikke kan bruge tredjeparts-klienter som Trilian til at koble sig på.
Bortset fra de umiddelbare forringelser mener The Verge, at det nye Google Hangout er ’imponerende’. Det er den nye, centrale kommunikationsplatform i Google-land, med videochat for op til ti personer samtidigt, og kan bruges på de fleste platforme, bortset fra Windows Phone og Blackberry - i hvert fald lige nu.
Hangout er en del af Google+, der er Googles bud på et socialt netværk. Det afløser ikke bare Google Talk, men også Google Voice og Google+ Messenger.
Læs en gennemgang af, hvordan den nye Hangout-tjeneste blev til, hos The Verge.