Google tjener færre penge på hver reklame

I takt med, at brugerne hellere vil surfe på nettet fra deres tablet eller smartphone, får Google sværere ved at tjene penge på de reklamer, de primært lever af. Et nyt kvartalsregnskab, overrasker i første omgang positivt, men varsler problemer for internetgiganten længere ned ad vejen.

Søgemaskine-imperiet Google har bygget det meste af sin forretning op ved at sælge målrettede reklamer, men jo mere mobile forbrugerne bliver, jo mere udfordres Googles forretningsmodel. Det skriver New York Times i en analyse af firmaets netop offentliggjorte regnskab for tredje kvartal.

Det skyldes, at mobile reklamer kun kan sælges til halvdelen, eller i bedste fald to tredjedele, af prisen på en tilsvarende desktop-reklame. De mobile reklamer genererer simpelthen ikke de samme indkøb, som desktop-udgaverne, da mange forbrugere formentlig ikke er trygge ved at shoppe online fra en lille skærm, vurderer New York Times.

Således genererer mobile reklamer kun mellem en kvart til en tredjedel af de indkøb, som den samme reklame ville gøre på en almindelige computer.

På trods af udfordringen med mobile reklamer, formåede Google alligevel at overraske positivt ved at overstige investorernes forventninger ved at øge omsætningen mere end ellers antaget. Det er blandt andet sket på baggrund af vækst i Europa, Brasilien og Asien, samt ved salg af applikationer i Google Play.

Google omsatte i det seneste kvartal for cirka 75 milliarder kroner fraregnet omsætningen i Motorola Mobility og havde et overskud på godt 16 milliarder kroner.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (3)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Jesper Lund

Det er meget muligt at den enkelte annonce ikke giver samme indtjening til Google når den vises på mobile devices i stedet for en traditionel computer.

Men omvendt giver mobile devices Google (eller Apple/Microsoft for ikke-Android brugerne) nogle nye og meget mere effektive overvågnings- og tracking muligheder.

Mobile devices kommer med et unikt hardware fingerprint, som brugerne reelt ikke har mulighed for at blokere. Glem cookies, det er meget mere effektivt.

Eller rettere: der er mange sådanne HW fingerprints, både officielle ("Ad IDs") og uofficielle. Her er et mere til listen (accelerometer giver unikt fingerprint, og disse data sendes til websites) http://mashable.com/2013/10/17/smartphone-identify/

På en PC kan man tage kampen op mod spionerne ved at installere Adblock Plus el.lign. i Firefox, eller anden open source browser (jeg vil nok ikke tage Chromium med her), og køre internettrafikken gennem VPN eller TOR for at maskere IP. Intet forsvar mod spionerne er sikkert, men der er flere forsvarsmuligheder på en PC end på mobile devices.

Mobile devices har en mere effektiv lokationsregistrering (GPS) end computere. I stedet for web tjenester som kører i en browser, er der en udpræget brug af "apps" der har adgang til stort set hvad som helst på det mobile device (alt hvad Google/Apple/MS synes der skal være adgang til). De fleste har efterhånden lært at man ikke skal installere alle mulige programmer og screensavers på en computer. Men apps på et mobilt device er en anden sag... (nej, same shit!).

Derudover render folk rundt i byen med deres mobile devices i always-on tilstand, hvilket giver nogle helt nye muligheder for at kombinere fysisk og virtuel overvågning. Når du træder ind i en butik med dit mobile device i lommen eller tasken, skal du regne med at ekspedienten ved alt om dine interesser og hvilke websider du har set på.

Google skal nok overleve, og NSA skal nok få de oplysninger som de ønsker.

Om borgernes privatliv vil overleve er et mere åbent spørgsmål.

  • 1
  • 1
Log ind eller Opret konto for at kommentere