Google til Gmail-kunder: Brug IE8 for at få offline-mail

Google har droppet Gears, der gav offline-funktioner til blandt andet Gmail, inden den nye HTML5-løsning er klar. Derfor må firmaet nu anbefale gamle browsere til kunderne.

Vil du have Gmail med offline-funktioner, skal du på jagt efter Internet Explorer 8 eller Firefox 3.6.

Sådan lyder meldingen fra Google til kunderne, efter at offline-mulighederne i sidste uge blev fjernet fra Chrome, Safari, Opera og de nyeste udgaver af Internet Explorer og Firefox. Det skriver Infoworld.

Problemet er opstået, fordi Google har stoppet udviklingen af browser-udvidelsen Google Gears, som indtil nu har været det trick, der kørte webapplikationerne fra browseren, når der ikke var internetadgang.

I stedet skulle en løsning skrevet til den nye protokol HTML5 klare skærene, for her er der indbygget support for offline-brug. Men løsningen er ikke klar før engang til sommer, må Google indrømme.

»Vi kan se, at der vil være et midlertidigt hul i offline-adgang til Gmail via Chrome, og vi arbejder hårdt på at tilbyde offline-muligheder via en ny Gmail Offline Chrome Web-applikation så hurtigt som muligt,« skriver Google i en meddelelse.

I stedet henviser Google til de gamle browsere fra Microsoft og Mozilla, som nu er de eneste, der kan køre Google Gears. Man skal i den forbindelse sikre sig, at de ikke bliver opdateret til nyere versioner, skriver Google.

Firmaets egen browser, Chrome, vil omvendt altid automatisk sørge for at være helt opdateret, og med den nye version 12 er det umuligt at bruge Google Gears.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere