Google er blevet taget med fingrene i kagedåsen. Det mener Stefan Magdalinski, direktør i det kenyanske firma Mocality. Han mener at have bevis for at Google har kopieret store dele af Mocalitys virksomhedsdatabase og derefter kontaktet virksomhederne, for at få dem til at benytte Googles konkurrerende tjeneste.
Mocality har samlet mere end 170.000 virksomheders informationer gennem crowdsourcing. Alle kenyanere kan opdatere firmainformationer med deres mobiltelefoner og belønnes herefter gennem det mobile betalingssystem M-Pesa, der efter sigende skulle være meget udbredt i Kenya. Siden opstarten har firmaet udbetalt over 600.000 kroner til brugere, der har været med til at opdatere firmadata på siden.
Det er Googles initiativ med navnet Getting Kenyan Businesses Online, der altså skulle have misbrugt virksomhedsdata fra Mocality.
I et blogindlæg dokumenterer Stefan Magdalinski hvordan Google har kopieret en lang række data. Efter at have opdaget et usædvanligt besøgsmønster og fået mistanke om, at Google stod bag, ændrede de i koden, så Googles ip-adresse i 10 procent af tilfældene fik et lidt anderledes søgeresultat. Herefter kunne de se de forkerte data blive vist på Googles side, og dermed vidste de altså, at Google kopierede databasen.
Google har da også gået til bekendelse, blandt andet på Google+, hvor Nelson Mattos skriver, at Google beklager meget og er i gang med at undersøge sagen.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.