Google taber mod Apple i privacy-krig

Illustration: leowolfert/Bigstock
På to områder er søgemaskinegiganten blevet dårligere til at beskytte brugernes privatliv mod regeringers indgreb. Det mener forening for digitale rettigheder, som giver konkurrenten Apple topkarakter.

Google har tidligere fået topkarakter for sin håndtering af brugernes privatliv mod regeringers indgreb af foreningen Electronic Frontier Foundation (EFF), som kæmper for borgernes digitale rettigheder.

Dette hører nu fortiden til, for søgemaskinen har fået trukket to stjerner ud af fem mulige fra sin samlede score på EFF’s liste over, hvordan de største selskaber beskytter deres brugeres data mod regeringsindgreb. Dermed er forbrugerne også ringere stillet hos Google end hos konkurrenten Apple, der får topkarakter.

Det skriver Wired Magazine.

I takt med, at privatliv kommer højere op på dagsordenen, foregår der en magtkamp mellem virksomheder som Google, Facebook og Apple om at fremstå som det sikre valg for forbrugerne. Både Google og Apple besluttede i efteråret 2014 at kryptere al indholdet på telefoner med henholdsvis Android og iOS uden at gemme brugernes private nøgler for på den måde at gøre det umuligt at udlevere brugernes data til regeringer, der beder om det. Også Facebook har taget et skridt mod at beskytte brugernes privatliv ved at understøtte brugen af krypterede e-mails i kommunikationen mellem selskabet og brugerne, samtidig med at man kan tilføje en PGP-nøgle til sin offentlige profil.

Læs også: Apple og Google krypterer automatisk dit indhold på telefonen

På to punkter er det dog nu gået tilbage for Google ifølge EFF:

For det første offentliggør selskabet ikke længere dets retningslinjer for, hvordan det logger dets brugere på tværs af de efterhånden utallige tjenester, som Google tilbyder. Denne mangel på gennemsigtighed er kun vokset, efterhånden som Google har udvidet sin portefølje af tjenester, advarer EFF.

Samtidig har Google heller ikke længere forpligtet sig til at give sine brugere besked om, at selskabet har videregivet data om dem til myndighederne efter anmodning. Det kan betyde, at flere personer kan være uvidende om, at personlige data om dem er blevet udleveret til myndighederne, og deres privatliv er blevet krænket.

Det ville ellers være relevant i situationer, hvor myndighederne har bedt om at få udleveret oplysninger på en person, som så alligevel viser sig ikke at være indblandet i den efterforskede forbrydelse. I sådan en situation vil Google således ikke længere forpligte sig til at give vedkommende besked om, at selskabet har videregivet de personlige oplysninger, selvom det er inden for lovens rammer at gøre opmærksom på det.

På grund af Googles tidligere praksis er ændringerne ifølge EFF’s advokat Nate Cardozo skuffende.

»Vi føler os sikre på, at virksomheder altid kan gøre mere, og vi kan godt lide at belønne virksomheder for at lede flokken,« siger han til Wired.

Topscorerne på EFF’s liste er virksomheder som Apple, Dropbox og Yahoo. Bundskraberne er WhatsApp og AT&T med én stjerne hver.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere