Google bliver nu slæbt i retten for at overvåge deres brugeres færden, selv når man har deaktiveret funktionen 'placeringsdata'. Det skriver Ars Technica.
Telefonens position bliver nemlig alligevel gemt, f.eks. når man bruger søgemaskinen, men også ved brug af andre apps og hjemmesider.
Det er Napoleon Patacsil fra San Diego, der står bag stævningen mod Google. Påstanden er, at Google både overtræder en californisk lov om ret til privatlivets fred og den amerikanske forfatnings bestemmelser om samme.
En ngo, Electronic Privacy Information Center, har klaget til FTC, som er en uafhængig forbrugerkommission under regeringen i USA, over Googles overvågning.
It-giganten forsvarer sig med, at det fremgår af brugervilkårene for forskellige Google-tjenester, at positionen kan blive gemt, uanset hvordan man har indstillet 'placeringsdata'.
Google fremfører, at det er til brugerens fordel, at man kan finde det mest relevante svar, fx når man søger efter et bilværksted.
Teksten i forbindelse med funktionen ’placeringsdata’ er dog blevet ændret. Før lød beskeden, at ens placering ikke længere ville blive registreret, hvis man slog funktionen fra.
Efter at AP bragte historien, fremgår det nu, at »indstillingen for indsamlingen af placeringsdata gælder kun for placeringsdata, der er indsamlet af Googles placeringstjeneste. Den gælder ikke for andre placeringstjenester i Google Maps til iPhone eller iPad, heriblandt Min placering«.
Søgsmålet er delt i to, fordi den skjulte overvågning foregår forskelligt på hhv. Android-telefoner og iPhones. Det vil sandsynligvis tage flere måneder, før der kommer en afgørelse.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.