Der er 700.000 applikationer at vælge imellem i app-butikken Google Play. Men et stort antal apps på hylderne er ikke nødvendigvis kun godt - for en del af dem er kendt for at være ubrugelige eller måske ligefrem skadelige.
Det vil Google nu tilsyneladende gøre mere ved end tidligere, skriver Techcrunch. Der forsvandt i hvert fald 60.000 applikationer fra Google Play i løbet af februar, fortæller et firma, der overvåger Google Play, til it-mediet.
Nogle af applikationerne er blevet trukket tilbage af udgiveren selv, uden større dramatik. Men da tallet er langt højere end normalt, og antallet svarer til omkring ni procent af samtlige Google Play-apps, må Google altså stå bag de fleste ’aflivninger’.
Mange ringetoner iblandt
At en stor del af de 60.000 forsvundne apps var i MP3-ringetone-kategorien, peger også på en grundig rengøring fra Googles side. Disse applikationer har nemlig tit været et skalkeskjul for mere luskede apps.
Hvor konkurrenten Apple ikke tillader en ny app i butikken, før den er nøje godkendt af firmaets hold af app-dommere, er der frit slag for alle Android-udviklere til at smække en app ind i Google Play. I stedet satser Google på at fange problematiske applikationer efterfølgende. Det sker tilsyneladende i høj grad automatisk, via algoritmer, som med tiden skulle blive bedre og bedre.
Stadig får mange inficerede eller luskede apps dog lov at blive i Google Play-butikken. Version2 skrev for eksempel for en måned siden om en vejr-app til Android, som bringer reklamer, der fører til overtakserede sms’er. Den er stadig frit tilgængelig i Google Play, selvom Google blev underrettet om problemet.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.