Det er ikke længere Google, der er virksomheden bag tiltag med varierende succes som selvkørende biler og ballon-internet. I en netop offentliggjort selskabsrokade er søgegiganten nu blot et af mange selskaber, der ejes af det nyoprettede holdingselskab Alphabet. Det skriver The Guardian.
Med rokaden kommer også nye jobtitler for de to Google-grundlæggere. Sergey Brin bliver formand for Alphabet, mens Larry Page bliver selskabets administrerende direktør. Hvis man ligger inde med aktier i søgegiganten, vil man fra i dag af i stedet være ejer af Alphabet-aktier.
Omstruktureringen skal gøre det nemmere for investorer at gennemskue, hvad de mange Google-penge egentlig bliver brugt på, og skal adskille internetvirksomheden fra andre initiativer, som Google i årenes løb har igangsat. Det betyder blandt andet, at IoT-projektet Nest, droneleveringsplaner samt medicinalforskning skal hives ud af Google og i stedet foregå i selvstændige selskaber under Alphabet.
Den nye chef for den nu mere strømlignede Google er Sundar Pichai, der tidligere har været formand for afdelingen for Android, Chrome og Apps.