Google er på vej med et tiltag i Maps, der blandt andet gør det muligt at søge i den populære kort-app, selvom der ikke er forbindelse til internettet.
Det fortæller amerikanske Computerworld.
I løbet af året skulle en del af de funktionaliteter, der er tilgængelige i online-tilstand, også fungere i offline-tilstand i Maps. I dag er det muligt at hente en cached udgave af kort rundt om i verden, men flere elementer fungerer kun med forbindelse til internettet. Eksempelvis søgning om info på butikker og åbningstider.
Vice President for product management i Google Maps Jen Fitzpatrick fortalte under sit indlæg på konferencen Google I/O om det kommende tiltag, som gør appen mere funktionel for den hen ved milliard mennesker, der ikke kan komme på nettet.
»Google er forpligtet til at få vores produkter til at fungere godt for den næste milliard,« sagde hun ifølge amerikanske Computerworld uden at gå i detaljer med, hvad Google Maps i offline-tilstand kommer til at kunne.
Jen Fitzpatrick fortalte desuden, at Googles ingeniører på det seneste har fået turn-by-turn-navigation til at fungere i Maps i offline-tilstand.
»Vi arbejder hårdt på at få Google apps til at fungere offline, så de ikke suger dyre data og ikke skal have en super-pålidelig internetforbindelse, hver gang du skal et sted hen,« sagde Fitzpatrick.
Ifølge Googles hjemmeside er søgning, navigation og kortlag blandt de funktioner, der i dag kræver, at Maps har forbindelse til internettet.