Dart-bagmand: Vi har brug for din feedback

Interview: Google har just lanceret det nye sprog til struktureret programmering af store webapplikationer. Men sproget er endnu ikke færdigt, fortæller hovedbagmanden Lars Bak.

Google lancerede mandag deres open source programmeringssprog Dart på GOTO-konferencen i Århus. Og at dømme ud fra oplægget og reaktionen i salen virker det til, at Dart potentielt kan revolutionere måden, hvorpå man kan kode store webapplikationer.

Læs også: Google afslører sproget Dart på GOTO i Aarhus

Men sproget er ikke færdigudviklet, og dets succes afhænger blandt andet af god feedback, mener Lars Bak fra Google, der står bag det nye sprog samt V8-motoren.

»Om noget bliver stort eller ej, afhænger af de programmører, der skal til at bruge det. Det nytter ikke at slå det stort op, hvis ikke folk bruger det. Jeg tror, det der kommer til at afgøre, om det bliver en succes, er, at vi sørger for at færdiggøre det og lytter til brugerne,« siger han til Version2 og fortsætter:

»Det er vigtigt, at vi kommer ud over rampen som ærlige og troværdige. Alt software tager tid at få færdigt, så nu er det tid til at få feedback og bearbejdet det, så vi hurtigere kan lave det om til noget, man kan lave færdige applikationer med. Det er jo open source, så alle kan bidrage. Alt ligger til rådighed på Dart.googlecode.com,« siger han.

Kan man sige noget om, hvornår det bliver udgivet?

»Nu skal vi lige have stormen til at lægge sig. Men hvis det viser sig, at der er nogle sprogændringer, så skal vi ændre kompileren og alle bibliotekerne, så det matcher, så det kan godt tage tid, men det afhænger af, hvilke ændringer der kommer ind. Det er vigtigst at få kvaliteten op, inden man shipper det ud,« siger han til Version2.

Grunden til at Google begyndte at udvikle Dart, var at udviklerne i Google selv laver mange store applikationer, og fordi de nuværende teknologier er fokuseret på små applikationer, hvilket blev et problem:

»Hvis man skal lave store webapplikationer, skal man have mere struktur, end man kan få i Javascript. Og vi har fx lavet det sådan, at hvis man laver et bibliotek, som flere komponenter bruger, det kan man kan regne med virker på samme måde hver gang. Derudover har man typer, der gør, at når man kan tjekke, at brugeren af et bibliotek, bruger det på den rigtige måde. Så det gør, at man kan lave store applikationer, der er mere robuste,« siger han til Version2 og fortsætter:

»Det andet er, at Dart understøtter tooling, således at man kan tage sin applikation og trække den ind i programmeringssomgivelserne, og så kan programmeringsomgivelserne hjælpe dig med at refaktorisere din applikation. Det har ikke været mulig i Javascript, hvor du ikke kan se strukturen i programmet. Og så er det selvfølgelig også vigtigt, at man har valg, så man kan oversætte tilbage til Javascript.«

Dart en del af Google/Oracle-strid?

Om det her er Googles måde at komme væk fra striden med Oracle omkring Java, har Lars Bak ikke så meget lyst til at kommentere på.

»Jeg kan ikke kommentere på Oracle, men jeg kan sige, at det slet ikke er interessant i forhold til Dart. Dart kan selvfølgelig køre på Android, fordi det kan oversættes til Javascript, så vi skal nok sørge for at Dart kan køre på Android, men vi er fokuseret på at sørge for at web'en bliver flyttet fremad, at vi laver noget innovation, og at webplatformen kører hurtigere end før.«

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Deleted User

Android apps er vel heller ikke just systemprogrammering. :)

Desuden er Dart ikke lavet til web. Dart er lavet til at erstatte Javascript, og meget af det foregår på web. Men Javascript bliver også brugt 3D game engines, på serveren (Node.JS er guds gave til folket), Adobe AIR til PC, Mac, Android og iOS, Titanium til Android og iOS, jeg kunne blive ved. Så Dart er vel en erstatning all over, der skal gøre de ting, Javascript føles lidt presset i.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere