Google lukker socialt netværk efter ti år

Fra september er det slut med Googles Orkut-tjeneste, som har eksisteret i ti år, men er blevet overhalet af især Facebook.

Google lukker nu selskabets første forsøg på at skabe et socialt netværk, Orkut. Det skriver Reuters.

Orkut blev oprindeligt skabt som et sideprojekt hos internetgiganten, og selvom tjenesten aldrig har opnået samme udbredelse som Myspace eller Facebook, har den haft enkelte områder, hvor den var populær. I mange år holdt Orkut eksempelvis stand i Brasilien over for de andre sociale netværk.

Google lukker jævnligt tjenester, der ikke bidrager til selskabets kerneforretning, som stadig er reklamer på søgemaskinen Google. Blandt andet har Google lukket Wave, iGoogle og Desktop.

Google vil i stedet have flyttet brugerne over på Googles nye sociale netværk, Google+, som Google de seneste år har forsøgt at få de mange Gmail-brugere til at benytte. Google hævder at have 300 millioner brugere af Google+, men en stor del af disse kommer fra, at Google har knyttet Google+ sammen med Youtube og Hangouts.

Brugerne af Orkut har indtil september til at flytte deres data til andre sociale netværk.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (8)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Peter Makholm Blogger

Kender du mange der er aktive på Orkut, om overhovedet nogen?

Jeg må tilstå at det er et par år siden jeg selv slettede mig fra Orkut, men med mindre Orkut har fået en genopblomstring siden dengang har jeg svært ved at opfatte dette som andet end det pålydende: At lukke en service der er blevet irrelevant.

Jeg tror på ingen måde at Orkut i dag har en aktiv brugerbase der har betydning for andre sociale netværk. Derfor vil det ikke tvinge særlig mange brugere over på Google+ (iøvrigt tror jeg nok at Orkuts brugerdatabase allerede var konsolideret med Googles øvrige services)

  • 2
  • 1
Maxx Frøstrup

Jeg tror faktisk der er flere der bruger G+ aktivt end mange tror. Klart nogen har en smule numsesmerter over ikke at kunne kommentere youtube uden, hvilket er rimelig mange åbenbart, eller også er de bare højrøstet. Hvad jeg finder interessant ved G+ er at de fleste er meget seriøst og sobre, villige til at vende en snak om hvad der er rigtigt og forkert, uden egentlig at at dømme. Jo der er også de sædvanlige fanatikere som man mest griner af, lidt på niveau som med +caturnday. Omvendt giver G+ kontoen bare adgang til en hulens masse ting fra Youtube til Picasa eller hvad det hed, til maps til banner reklamer. Meget spændende synes jeg faktisk at alle SEO folk jeg har lagt mærke til holder til derinde og er meget levende. Fedeste feature er dog at alting ikke bare står stille, selv billederne er GIF ;)

  • 1
  • 4
Sune Marcher

Meget spændende synes jeg faktisk at alle SEO folk jeg har lagt mærke til holder til derinde og er meget levende.

Det er vel ikke så mærkeligt at lige netop SEO folk er begejstrede for One Account to Rule Them All?

Det er pænt irriterende at Google+ skal tvinges ned over hovedet på os - det er fx latterligt at en ting som Hangouts kræver det. (Heldigvis er der - endnu - åbent for at bruge den gamle GTalk eller andre XMPP klienter, hvis man kun har brug for text-beskeder).

  • 5
  • 0
Morten Borg

Håbede sådan det var Google+ de lukkede da jeg så overskriften. Det er en kæmpe fiasko, og mega irriterende når de tvinger en til at bruge det. Krydser fingre for at det ryger næste gang!

Vi er faktisk nogen der er glade for det. I min familie bruger vi Google+ meget til at dele billeder fordi Google+ faktisk har en rigtig god foto funktion - som spiller sammen med fx Picasa. Jeg bruger skam også Facebook, men mest til pjank og pjat af mindre betydning. Jeg ville personligt hellere undvære Facebook hvis jeg endelig skulle vælge.

  • 4
  • 1
Jens loggo

Omvendt giver G+ kontoen bare adgang til en hulens masse ting fra Youtube til Picasa eller hvad det hed, til maps til banner reklamer.

Det er din google konto, og ikke google+ der giver adgang til alt dette.

Problemet er at det absolut skal blandes fuldstændigt sammen, så man mister overblik over hvad der ender hvor, og mange aner ikke om hvad de gør på et google site, ender som offentligt tilgængeligt på google+.

  • 3
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere