Den 1. juli 2013 vil Google Reader være fortid. I en omgang forårsrengøring har Google nemlig valgt at tage livet af RSS-læseren, som har en ’loyal fanskare’. Det skriver Google i et officielt blogindlæg om nedlæggelsen.
Produktet blev lanceret i 2005 og er for mange den daglige livlinje ud til stribevis af nyhedsmedier, blogs og andre RSS-bårne kanaler. Men antallet af brugere er faldende, melder Google, som derfor hellere vil koncentrere kræfterne om nye tiltag.
Googles aflivning af Google Reader har ifølge The Register fået mange på barrikaderne, med online-underskriftsindsamlinger og lignende, i et forsvar for produktet. En anden Google-tjeneste, med samme funktion, er også tidligere blevet lukket, nemlig iGoogle, som fik kniven i sommeren 2012.
Det er muligt at hente sin samling af RSS-feeds ud af Google Reader med Google Take-out-tjenesten, inden dørene lukkes.
Udover Google Reader trækker Google også stikket på en række andre tjenester, blandt andet:
- Google Building Maker
- Google Cloud Connect, som afløses af Google Drive
- Søge-API’et til Shopping bliver erstattet af en HTML5-side med samme funktionalitet
- Fotosoftwaren Snapseed fortsætter fremover kun på mobile enheder, ikke på desktoppen.
Siden Google begyndte 'operation forårsrengøring' i 2011 - i et forsøg på ikke at sprede kræfterne for meget - er 70 tjenester og services blevet lukket ned.