Google lukker nu den brugervendte del af Google+, efter en sikkerhedsfejl gav tredjepartsudviklere adgang til mindst 500.000 brugeres personoplysninger, skriver Google i et blogindlæg.
Sikkerhedshullet blev afsløret af The Wall Street Journal mandag og var tilsyneladende åbent fra 2015 til 2018.
Den amerikanske avis skriver ifølge Reuters, at Google opdagede sikkerhedsbristen allerede i marts 2018, men valgte at holde den skjult af frygt for tilsynsmyndighederne.
Google frygtede også sammenligning med Cambridge Analytica-skandalen, som Facebook dengang netop havde offentliggjort detaljer om, skriver The Wall Street Journal på baggrund af anonyme kilder og et internt notat.
Ifølge Google opfyldte tilfældet ingen af de kriterier, virksomheden har for, hvornår brugere skal notificeres om sikkerhedsbrud.
Sikkerhedshullet blev lukket kort efter opdagelse, skriver Google, og virksomheden har nu valgt også at lukke hele Google+ ned for forbrugere over en periode på 10 måneder.