Google løfter sløret for ny Android KitKat og Nexus 5

Illustration: Android Logo
Det nyeste Android-styresystem 4.4 fra Google byder foruden et mundgodt kælenavn blandt andet på opfriskede Google-apps og en ny fokus-tilstand. Samtidigt lancerer Google nu den seneste Nexus-telefon, der har fået 5-tommer-skærm.

Google har netop præsenteret den nyeste version af det mobile styresystem Android. Det nye styresystem har nået sin version 4.4, men er nok bedre kendt under kælenavnet KitKat.

Blandt nyhederne i Googles nyeste snack blev sløret løftet for en ny såkaldt 'immersive mode'. Funktionen skulle angivelig lade brugeren koncentrere sig om eksempelvis at læse, se film og spille spil ved automatisk at skjule andre forstyrrende elementer, der ikke er relevante i situationen.

Derudover har Google nu også lagt sms og mms-funktionen ind i en ny Hangouts-app, som dermed samler kommunikationen fra Google+. Desuden har Google gjort det muligt at lave søgninger inde fra opkaldsappen, som strækker sig over lokalt indhold, din lokation og dine Google Apps-konti.

For at kunne nå ud på så mange Android-enheder som muligt, har Google gjort KitKats hukommelsesforbrug mindre ved at fjerne unødvendige baggrundstjenester og generelle optimeringer. Det betyder, at styresystemet kan køre på Android-telefoner, der har kun 512 megabyte RAM.

Styresystemet bliver sluset ud til Android-brugerne i etapper. Men Google lover, at Samsung Galaxy S4, HTC One og Nexus 4, 7 og 10 er blandt de første, som får den nye opdatering.

Samtidig med præsentationen af KitKat introducerede Google også sin nyeste Nexus-telefon, der er nået sin femte version.

Nexux 5, der er produceret i samarbejde med LG, er en 5 tommers smartphone med fuld HD-skærm, 4G/LTE-antenner og et 8MP-kamera med optisk billedstabilisering. Den har 16 gigabyte indbygget hukommelse, en firekernet Snapdragon 800 CPU på 2,26GHz og vejer 130 gram.

Telefonen lander i de danske butikker i midten af november og har en vejledende udsalgspris på 4.000 kroner.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (23)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Henrik Secher Jarlskov

Telefonen lander i de danske butikker i midten af november og har en vejledende udsalgspris på 4.000 kroner.

Ja, det lyder da fair - specielt ift. at prisen i USA ligger omkring de 2000 kroner!

Der betaler vi da absolut ikke for meget for den telefon, der i USA lanceres som en high-spec telefon til en medium-spec's pris... Sidste del gik åbenbart tabt i oversættelsen på vej til Danmark, som det sker så tit!

  • 8
  • 0
#2 Rasmus Lund

Helt enig! Det er mig en gåde at vi skal betale overpris for næsten alt. Jeg er godt klar over at vi har moms osv, men at vi skal betale 1500 mere for telefonen ...

Jeg har længe selv kigget på telefonen, og skal da absolut også have den, men det lader til at vi kun får 16gb udagaven til DK, så vil man som mig have 32 gb modellen, så er det uden for landets grænser den skal hentes.

  • 3
  • 0
#8 Jakob Damkjær

"Styresystemet bliver sluset ud til Android-brugerne i etapper. Men Google lover, at Samsung Galaxy S4, HTC One og Nexus 4, 7 og 10 er blandt de første, som får den nye opdatering."

Så 5 telefoner ud af hvor mange ?

Og hvor på planeten... Da det er operatør afhængigt.

Det er et fint løfte men desvære er det et løfte Google giver men det er andre der skal holde det....

Andre der ikke har nogen gevinst ved at holde Googles løfte....

  • 0
  • 10
#11 Johannes Aagaard

Det er helt fair at inddrage touch-problemerne med bl.a. Nexus 7 også i forbindelse med præsentationen af 5'eren. Jeg har selv oplevet de nævnte problemer med en 2012'er Nexus 7, og de var årsagen til, at jeg skilte mig af med den. I mine øjne er problemerne formenlig knyttet til primært kvaliteten af hardwaren/skærmen, hvilket man så fra Googles side forsøger at kompensere for med opdateringer af softwaren.

Nexus 5 ser ud til at være en stærk og veldesignet smartphone, men ovennævnte problemer betyder bestemt, at jeg ikke er en first-mover i forhold til en anskaffelse.

  • 0
  • 1
#19 Martin Rasmussen

Google har lige fortalt Galaxy Nexus (GNex) ejere at selv om KitKat kan installeres på enheder med 512MB RAM, så er GNex med sine 1GB RAM ikke på listen over enheder der modtager KitKat da den blev lanceret for over 18 mdr siden ???? Så køb i bare en Nexus telefon i håbet om at Google opdaterer den i fremtiden. Jeg har købt min sidste Nexus enhed i denne omgang.

  • 0
  • 0
#22 Palle Meinert

Fidusen ved Nexus er at du får den nyeste Android hurtigst muligt. Der er ingen der har lovet at du vil få software opdateringer i al evighed fordi det er en Nexus.

Den hensigtserklæring som blev lavet for nogle år siden om at android telefoner skal modtage opdateringer i mindst 2 år, passer meget godt med alderen på Samsung Nexus. At den hensigtserklæring så ikke overholdes af andre leverandør er noget helt andet.

Jeg tvivler på at Google tjener penge på hardwaren, tværtimod tror jeg Nexus sælges med tab gennem play store. De tjener på indholdet og deres interesse er at få så stor udbredelse af Android som muligt.

Google motivation for at sænke hardware kravende er ikke bagudrettet og tiltænkt gamle tlf, men at kunne producere mere konkurrencedygtige billige tlf, der f.eks. kan tage kampen op med Lumia 520 success.

  • 2
  • 0
#23 Johnnie Hougaard Nielsen

men at kunne producere mere konkurrencedygtige billige tlf

... uden at disse kører på en gammel Android udgave. Selv om vi her i nørd-kredse går op i at kunne opdatere gamle smartphones, er det dog en perifer betragtning for de fleste andre købere, især når Google gør mere og mere ud af at lave væsentlige nyheder til gamle Android-udgaver, via Google Play uden behov for at opdatere kernen. Altså uden at blive holdt tilbage af at producenter og teleselskaber har langsommelige procedurer for test og godkendelse, hvis de i det hele taget er villige.

Og jeg vil nok også satse på en Nexus-udgave næste gang. Selv om der ikke er opdateringer i flere år, er det en del bedre end for dem med producent-skin.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere