Google live-visualiserer valgproblemer på baggrund af søgninger

Problemer med valgmaskiner skabte lange køer i flere amerikanske stater.

Bemærk: Visualiseringen tager et øjeblik om at loade.

Der har været problemer med valgudstyr i kredse fra New York til Californien - og spredte rapporteringer om forsøg på at intimidere de amerikanske vælgere, som i nat valgte republikanske Donald Trump som landets næste præsident, skriver ProPublica.

Læs også: IT-Universitetet: It-koks truer den næste amerikanske præsidents legitimitet

Mediet er gået sammen med blandt andre Google News Lab for at sætte fokus på tekniske, juridiske og praktiske problemer, som amerikanere møder, når de vil afgive deres stemme. På baggrund af de forskellige problemer, som vælgerne undersøger på Google, har søgegiganten lavet et kort, der live-visualiserer udfordringerne.

Og til trods for vinderkandidatens tidligere påstande om, at valget var fikset på forhånd, har beretninger om problemer ved valgstedet været mindre alvorlige end frygtet, fortæller David Becker, der er leder af The Center for Election Innovation & Research.

»Valget har i det store hele udspillet sig som tidligere valg,« fortæller han.

Læs også: ITU-professor livehacker amerikansk valg-maskine

Den vurdering efterlader dog stadig rum for en række problemer ved landets valgsteder. I Colorado gik et vælgerregistreringssystem offline i 29 minutter og satte et midlertidigt stop for vælgere, der registrerer sig på dagen. I North Carolina, Arizona og Missouri gav fejl i det elektroniske valgudstyr lange køer på valgdagen.

Et andet emne, som Googles kort viser, er forsøg på at intimidere vælgere - noget, som der blev rapporteret flere tilfælde af i Pennsylvania. Og som det fremgår af kortet, søger brugere overalt på 'Provisional ballot' - en type stemme, der afgives, hvis der er tvivl om, hvorvidt vælgeren er stemmeberettiget - f.eks. pga. manglende ID.

Læs også: USA: It-sikkerhedschefer uenige om muligheden for at hacke det amerikanske præsidentvalg

Kortet omdanner søgninger på hundredvis af nøgleord til cirkler, hvis der er mindst dobbelt så meget interesse for en søgning lokalt som nationalt. En større cirkel viser et endnu større skel mellem søgninger lokalt og søgninger på tværs af landet.

Der er altså ikke tale om, at prikkerne nødvendigvis viser, hvor der reelt har været problemer - men de kan give et signal om det, forklarer Simon Rogers fra Google News Lab til Wired.

»Vi viser, at data kan komplementere nyheder på en måde, som ikke var mulig førhen,« forklarer han.

Holdet bag kortet vil lægge systemet på GitHub, når valget er helt overstået. På den måde kan data fra Google-søgninger blive sammenholdt med, hvor problemer blev identificeret.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere