Det har i flere uger været en offentlig hemmelighed, men tirsdag aften blev det officielt på den amerikanske it-forbrugermesse CES: Google lancerer sin egen Android-mobiltelefon, der er produceret af HTC og kan købes direkte fra Google over nettet.
Mobiltelefonen er allerede nu til salg via google.com/phone, men i første omgang kan den kun købes i USA, England, Singapore og Hong Kong.
Telefonen koster 530 dollar ulåst, hvilket svarer til omkring 2.700 danske kroner, men den kan også fås billigere med T-Mobile-abonnement.
Mobiltelefonen er produceret af HTC og kører version 2.1 af Android, der er Googles eget mobile styresystem baseret på Linux-kernen. Android 2.1 indeholder en række 3D-funktioner, og det understøttes i Nexus One af en relativt kraftig Snapdragon 1 GHz-processor.
Google Nexus One vil uundgåeligt blive sammenlignet med Apples iPhone, og den er med en dybde på 11,5 millimeter og en vægt på 130 gram både en smule tyndere og lettere end konkurrenten fra Apple.
Skærmen på 3,7 tommer en er berøringsfølsom OLED-skærm med en opløsning på 480 gange 800 pixels, hvilket er noget højere end de 480 gange 320 pixels, som iPhone kan byde på.
Ud over et kamera på fem megapixels indeholder Nexus One som andre Android-baserede mobiltelefoner en række indbyggede applikationer til Google-tjenester som Gmail, Google Maps og Youtube.
På pressemødet fortalte Google, at lanceringen af Nexus One blot er første skridt i et langt sejt træk for et friere mobilmarked. Der vil således komme flere modeller til løbende, ligesom søgegiganten vil indgå flere aftaler med mobiludbydere som T-Mobile og Verizon.
Der er ikke umiddelbart nogen dato eller pris for en lancering på det danske marked.
Her er Googles egen videopræsentation af Nexus One.
Google bruger selv betegnelsen 'supermobil', men er du imponeret over Google Nexus One? Giv din vurdering i debatten herunder.