Listen over søgeresultater fra Google er et dagligt syn for de fleste computerbrugere og har ikke ændret sig meget siden lanceringen af Google i 1998. Men nu bliver den ellers ret simple side peppet op med en ny funktion.
Ved at føre markøren hen over resultaterne, viser Google nu et billede af websiden, inklusive et forstørret udsnit af den sætning, hvor søgeordet indgår.
Funktionen, der på engelsk hedder 'instant preview', er dog ikke slået til som standard. Man skal klikke på et lille forstørrelsesglas ud for resultatet, før der sker noget. I løbet af det næste døgns tid skulle forstørrelsesglasset gerne være rullet ud til alverdens Google-brugere.
Microsoft skruede med lanceringen af Bing i 2009 kraftigt op for satsningen på internetsøgning, og siden har både Google og Microsoft haft travlt med at overgå hinanden med nye funktioner.
Ifølge Google giver instant preview gladere brugere, blandt andet fordi man nu kan se, om søgeordet optræder i toppen eller i bunden af en webside. Det skriver Wired.com.
Bliver funktionen en succes hos brugerne, kan det smitte af på design og indhold af websider, skriver netmediet Fast Company.
Både fordi pop-op-vinduer og andre tricks kan drille Googles preview, så kun pop-op-vinduet vises. Men også mere generelt ved, at den mest visuelt tiltalende side kan få flere besøg, når man får et kig på siden allerede i Googles liste over søgeresultater.
Endeligt kan funktionen gøre livet surt for de plattenslagere, der forsøger at hente trafik ved cybersquatting, altså ord der ligger tæt op af kendte domæner, eller på andre måder prøver at kapre besøgende via en god placering hos Google.
Instant preview er dog først og fremmest til fordel for Google, lyder vurderingen hos Fast Company, for i fremtiden vil man nok bruge væsentligt mere tid hos Google selv, når man kan tjekke søgeresultaterne med et preview.
Rent teknisk har instant preview krævet en opgradering af Googles web-crawler. Før var det nok at registrere tekst, mens der nu skal tages skærmdumps af websiderne, samt registrere placeringen af søgeord på siden.