Google lancerer ’arkivskab’ for Gmail og Google Chat

Vil du gerne gemme alle e-mails og chats dine medarbejdere skriver via Google Apps, tilbyder Google nu løsningen Vault, der skal sikre, at alt bliver husket.

Bruger en virksomhed Google Apps til e-mail, ligger det hele på Googles servere. Men adgangen til slettede e-mails og andre data, som er blevet bortskaffet, har åbenbart ikke været god nok for alle.

I hvert fald lancerer Google nu løsningen Google Apps Vault, der skal hjælpe Apps-kunderne med at holde styr på samtlige data, som nogensinde er løbet igennem Gmail og Google Chat. Det skriver Google på firmaets blog for enterprise-løsninger.

Sigtet med Vault-løsningen er især situationer, hvor en retssag gør det nødvendigt at få adgang til alle informationer fra en sag.

Google har allerede en anden arkivløsning på markedet, Google Message Discovery, som hører til Postini-familien, skriver IDG News Service. Og med en pris på tre dollars om måneden er den gamle service faktisk billigere end den nye, der koster fem dollars om måneden pr. bruger.

Forskellen på de to er, at den nye Vault er helt indbygget i Google Apps, forklarer Google. Dermed skal der ikke laves kopier af alting, som normalt. I stedet bliver data aldrig helt slettet fra Google Apps-serverne, men fjernes blot fra brugerens adgang til tjenesten.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (3)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere