Den seneste version af Google Chrome-browser er indstillet til at skrue ned for energiforbruget, hvis en tab, der kører i baggrunden, sluger for mange CPU-ressourcer. Det har blandt andet The Register bemærket på baggrund af et blogindlæg fra softwareingeniør hos Google Alexander Timin.
Ifølge Timins indlæg så sker tiltaget for at forlænge batterilevetiden, og i den forbindelse oplyser han, at de tabs, der kører i baggrunden, står for en tredjedel af Chromes samlede strømforbrug i et desktop-miljø.
Neddroslingen af strømforbrug i Chrome v57 sker ved at regulere den timer, som er knyttet til de enkelte tabs. For at undgå, at for meget går tabt i oversættelsen gengiver vi her den semi-tekniske forklaring fra Alexander Timin på originalsproget engelsk:
»Starting in version 57, Chrome will throttle individual background tabs by limiting the timer fire rate for background tabs using excessive power,« fremgår det af blogindlægget som fortsætter:
»Chrome has focused on improving the user experience by throttling tab performance for many years. Like many browsers, Chrome has limited timers in the background to only run once per second. Via the new throttling policy, Chrome 57 will delay timers to limit average CPU load to 1% of a core if an application uses too much CPU in background.«
Ændringen kommer ikke til at ramme baggrunds-tabs, der spiller lyd, eller som opretholder realtidsforbindelser som WebSockets eller WebRTC. Der ligger en nærmere teknisk forklaring på løsningen her.