Google køber en bid af Lenovo efter salg af Motorola

Seks procent af Lenovo er nu ejet af Google, der gav godt fire milliarder kroner for andelen. Det sker efter Googles salg af Motorola til den kinesiske pc-gigant.

Det har været en travl tid for opkøberne hos kinesiske Lenovo, som tilsammen har brugt over 27 milliarder kroner på at købe først det meste af IBM’s server-division og siden mobilproducenten Motorola. Men der er også gået penge den anden vej, viser det sig nu.

Google købte nemlig seks procent af Lenovo dagen efter, at Motorola var blevet afskibet til kineserne. Prisen var 750 millioner dollars, altså lidt over 4 milliarder kroner for de seks procent af ejerskabet. Det skriver BBC.

Lenovo blev i 2013 verdens største pc-producent og har også haft succes med at sælge telefoner og tablets på det kinesiske hjemmemarked. Men det store internationale gennembrud på smartphone-markedet mangler, og her kan opkøbet af Motorola blive det brohoved, som giver adgang til især det amerikanske marked.

Aktieanalytikerne har dog ikke været imponerede over Lenovos opkøb af Motorola, som længe har skrantet og givet underskud. Siden 29. januar, hvor Motorola-opkøbet blev meldt ud, er aktiekursen for Lenovo således faldet med en fjerdedel.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere