Google beder nu den amerikanske højesteret tage en sag op mellem Google selv og Oracle, skriver The Register.
Sagen handler om, at Google har brugt Java-kode fra Oracle til deres mobil-operativsystem Android, hvilket har ført til en sag, som Google ikke er klar til at tabe endnu.
Googles hær af advokater siger i deres henvendelse til højesteretten, at hvis de ikke må bruge andres softwareinterfaces og selv skal genopfinde dem, ville det svare til, at alle bilproducenter selv skulle opfinde rattet.
Hvis alt går galt for Google, vil virksomheden ende med at skulle betale op til 8,8 milliarder dollars (ca. 60 mia. kr.) til Oracle. Et beløb, der i øvrigt er højere end prisen, Oracle i sin tid betalte for Sun Microsystems – virksomheden, der oprindeligt skabte Java – nemlig 7,4 milliarder dollars.
Fair use
Google har nu appelleret til højesteret, efter at de tabte sagen, hvor de argumenterede for, at Java-kode burde være fair use.
Der har endnu ikke været nogle udtalelser fra Oracle i sagen, men en talsmand udtalte ifølge The Register tidligere på året, at:
»Denne fabrikerede bekymring skjuler Googles virkelige bekymring: at de ønsker uhæmmet mulighed for at kopiere andres originale og værdifulde arbejde for egen vinding. Dette er ikke og må aldrig blive et validt argument for at kopiere.«
Læs også: Lemonade fra Google/Oracle sagen